Lykken er...

Melissa

Det her er historien om Melissa.

Efter at være kommet igennem de første 3 uger på Gran Canaria med hotellets all-inclusive-buffet, beslutter Coco og jeg os for at gå ud og spise. Coco er min medskuespiller i den nye far til fire-film ”Far til fire i solen”, som er optaget på Gran Canaria og udkommer i juni 2018.

Vi er blevet rigtig gode venner i løbet af de sidste 3 uger og snakker meget åbent om alting. Vi snakker især meget om Cocos kæreste. Han er skide skøn og er netop taget hjem til Danmark igen, efter at have besøgt os i en lille uges tid.

På vej over til restauranten kigger Coco på mig og spørg: ”Lior.. Hvordan ser din drømmepige egentlig ud?” Jeg griner og svarer lynhurtigt: ”øøh.. hun ser cirka.. sådan ud!” I samme sekund peger jeg på den søde tjener, der byder os velkommen på restauranten.

”Bievenido” siger hun, som jeg, efter 3 uger på Grand C, har lært betyder velkommen. Coco og jeg griner og forsætter samtalen på vej mod vores bord. Hvad var det med pigen, som fik mig til at pege på hende?.. Jeg ved det ikke. Det var nok tilfældigt. Men jeg kunne alligevel ikke lade være med at tænke på, om der alligevel var noget om snakken. Hun så helt vildt sød ud. Hun havde brunt hår, lidt lyst nogle steder. Hun var ikke særlig høj. Hun havde store flotte øjne, lange tynde fingre og var bare så… smuk.

Af en eller anden underlig grund, var det ikke hende, der havde vores bord den aften. Det var en sød ung fyr, der hed Juan.. Eller Carlos.

Maden var ikke noget at råbe hurra for. Jeg burde faktisk lave et helt indlæg om den fuldstændigt vanvittige dårlige tomatsuppe, vi fik. Selskabet var fantastisk og snakken faldt af en eller anden grund hele tiden tilbage på hende pigen. Tænk hvis det var hende. Tænk hvis hun var min eneste ene.

Jeg var nødt til at invitere hende ud. Men hvordan? Hun snakkede kun spansk.. og jeg snakkede kun engelsk.. Tænk hvis jeg havde misforstået vores minimale blikudveksling, da vi ankom.. måske havde hun allerede glemt mig? Hvis hun overhovedet havde lagt mærke til mig…. Men jeg måtte gøre det. Invitere hende ud.

Da vi skal til at betale regningen, er det ikke Juan Carlos, der kommer med den.. Du ved det allerede godt. Det er hende.

Jeg spørg på mit fineste skraldespansk, hvad hun hedder. Melissa, svarer hun. ”donde esta tu?” .. Mit forsøg på at spørge hvor hun er fra. Hun forstår mig heldigvis og svarer, at hun er fra Argentina men bor på Gran Canaria.

Hun lægger regningen på bordet sammen med en håndfuld af de der forfærdelige bolsjer, man altid får på restauranter, der på forhånd ved, at man vil hade deres mad og derfor prøver at kompencere med en håndfuld røvbolsje. Hun vender ryggen til og går om bag baren. Jeg sidder tilbage med Coco, der med et kæmpe smil på læben spørg mig: “Hvad gør du nu???!..”

Efter lang tids overvejelse tager jeg en beslutning. Jeg MÅ invitere hende ud! Jeg tegner en tegning! Jeg tager en serviet fra nabobordet og tegner en rebus-agtigt tegning. Den forestiller to tændstiksmænd, der holder i hånd + en sol og en palme + to drinks + en tallerken med bestik = Spørgsmålstegn. Nedenunder tegningen skriver jeg mit nummer og mit navn. Jeg ryster på mine hænder og kigger på Coco. Hun smiler stadig og synes, jeg er SÅ sej, at jeg gør det. Nu er der ingen vej tilbage.

Vi rejser os fra bordet og går mod udgangen. Nu er det nu. Jeg har foldet servietten på midten og går nu en lille omvej ud. Jeg skal lige forbi baren. ”Melissa!” siger jeg, da jeg går hende i møde. ”Buenas noches!”. Jeg giver hende sedlen og går ud ad restauranten.

Da vi kommer ud er jeg helt oppe og køre, over at jeg gjorde det.. Nu er det bare at vente på, at hun skriver!!!

Men hun skrev aldrig.

Vi havde to uger tilbage på Gran Canaria, og jeg hørte ikke en lyd fra Melissa i al den tid.. Troede jeg.

En af de sidste dage vi er på optagelse, tager jeg min telefon frem for at få tiden til at gå. Jeg lukker alle mine åbne apps og falder pludselig over whatsapp, som jeg har åbnet for lang tid siden men aldrig rigtigt bruger. Netop derfor havde jeg slået notifikationerne fra.

Jeg åbner appen og opdager, at Melissa havde skrevet til mig 2 dage efter, at jeg gav hende sedlen!!

Fuck, fuck .. fuck! Det var torsdag aften, og vi skulle hjem søndag morgen!! FUCK! .. Jeg skynder mig at googletranslate, hvor ked af det jeg er, over at jeg har overset beskeden, og om hun har tid til at mødes fredag eller lørdag. Melissa er ikke sur. Tværtimod. Hun er rigtig glad, for at jeg skrev tilbage. Men vores dårlige kommunikation, som hele tiden går gennem googletranslate, gør at vores samtale bliver meget forsimplet og forvirrende. Vi når aldrig at ses, før jeg sidder i et fly på vej hjem til Danmark 3 dage senere.

Jeg lander i København d. 10 december og glemmer egentlig alt om Melissa det næste stykke tid. 2 dage efter min fødselsdag/juleaften får jeg en ny følger på Instagram. Melissa.

Jeg følger hende tilbage og vi begynder at skrive sammen igen. D. 28 december skriver jeg denne besked til hende: ”Esto va a sonar realmente loco, pero ¿quieres quedarte en valencia para fin de año?a”

”Jeg ved det lyder skørt, men har du lyst til at mødes i Valencia og fejre nytår med mig?”

Melissa blev sindssygt glad for min besked, men skrev, at hun desværre skulle arbejde på restauranten.. Jeg er velkommen til at besøge hende! Til hver en tid siger hun. Besøge hende til hver en tid.. måske jeg gør det. Jeg ved det ikke. Tænk hvis det hele bare er en fantasi.. en drøm.. et eventyr.. hvem ved?

 

Sedlen til Melissa

Sedlen til Melissa

Dagen jeg landede på Grand C og landede min første rolle i en film.

Dagen jeg landede på Grand C og landede min første rolle i en film.

Udsigten.

Udsigten.

Røvbolsje fra restauranter, der på forhånd har givet op.

Røvbolsje fra restauranter, der på forhånd har givet op.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lykken er...