Melissa

Tak Mor og Far for min farve

Hvor kommer du fra?

Jeg har aldrig følt mig fremmed. Jeg har altid følt jeg bare passede ind og var ligesom alle andre. Ja jeg var brun i huden og havde et anderledes navn, men det var da bare et plus, tænkte jeg. Ud af de 15 elever vi var i min klasse i folkeskolen, var der to drenge, der hed Benjamin og to piger, der hed Lea. På hele skolen vil jeg tro der var 20, der hed Benjamin. Men der var kun én Lior og det var mig.

Selvom mit navn var unikt og jeg så anderledes ud, skulle jeg stadig have et kælenavn. Det havde vi alle sammen. Mit blev Mowgli og Aladdin.

Tænk at jeg kunne vælge mellem at være en forældreløs dreng, der voksede op i junglen med vilde ulve, pantere og bjørne eller en gadedreng fra Akraba, som ender med at score prinsessen og det halve kongeringe, mens de andre drenge skændtes om hvem, der skulle have lov til at være Krumme. 

Selvfølgelig var jeg Mowgli og Aladdin. Jeg elskede det. Tak mor og far for min farve.

Når vi spillede fodbold i gården og skulle vælge, hvem vi ville være, måtte jeg som den eneste vælge mellem alle de seje fodboldspillere. Jeg var jo brun, så jeg kunne både være Ronaldinho, Zidane og sågar Zlatan, fordi han vist også var halv et eller andet. De andre drenge skiftedes til at være Rommedahl og Bendter. Igen.

Engang i billedkunsttimen bad min klassekammerat Kira mig om at række hende hudfarven. Jeg gav hende naturligvis den lyserøde-beige-agtige farve uden at skænke det en tanke at “det var racistisk at kalde det hudfarve…”. En dag fik jeg lyst til at give Kira den brune farve, da hun spurgte mig om hudfarven igen. Hun sendte mig et forvirret blik og greb selv ud efter den lyserøde. Det grinede vi længe af.

Med min kæmpe afro indtog jeg Langelandsefterskole i 10. klasse og pigerne var vilde med det. Tak mor og far for min farve.

Da jeg kom tilbage fra efterskolen, startede jeg på Christianshavnsgymnasium. Jeg fik et job som telefonsælger ved siden af for tjene lidt ekstra “cafépenge”. I starten havde jeg svært ved det og jeg husker særligt en dag, jeg sagde til min supervisor, at jeg følte, folk lukkede af efter, at jeg havde sagt mit navn. Lior. Hun foreslog, at jeg introducerede mig selv som Mads for at se om det virkede. De næste par opkald hed jeg Mads. Det virkede fjollet og jeg gik hurtigt tilbage til at hedde Lior igen.

Jeg siger ikke at det ikke er diskriminerende eller forkert at opfordre sine medarbejdere til at lyve om sit navn, hvis ens navn er “lidt mere eksotisk end danske navne”. Jeg siger bare at jeg i min verden grinede af det og forsatte med at gøre tingene på min egen måde.

Jeg ved jeg er priviligeret. Jeg ved jeg har været heldig. I hjertet af København har jeg de første 18 år af mit liv levet i min egen lille bobbel, hvor racisme var noget, jeg sjælendt mødte på min vej.

Jeg kommer med en helt anden bagage end mange af mine brune venner. Jeg ved at deres og min opvækst på ingen måde kan sammenlignes og jeg i deres øjne er en “flower power hippie” der tager for let på tingene.

Men jeg ved også, at jeg ikke er alene.

Jeg ved godt, at de fleste mennesker bare gerne vil passe ind i mængden og gå ubemærket hen. Men lige meget hvor mange gange, du fortæller dig selv, at du er ligesom de andre, så er du det ikke. Du ser anderledes ud. Og du er smuk, som du er. Tak din mor og far for DIN farve.

Hvor mange gange har man ikke i en samtale omkring ens etnicitet hørt sætningen “Nåh mig? .. jeg er bare kedelig dansk. Intet eksotisk her, desværre”. Jeg prøver på ingen måde at negligere det faktum at der er nogen, der bliver stødt over spørgsmålet “hvor kommer du fra?”. Jeg syntes helt klart, at man skal tænke sig en ekstra gang om, inden man spørg, ligesom at man skal gøre med alle andre ting, der kommer ud af munden på en i mødet med andre mennesker.

Det jeg prøver at sige er at, hvis du spurgte mig, hvor jeg kom fra, så ville jeg opfatte det som et tegn på nysgerrighed og interesse. Jeg ville imødekomme det med et stort smil efterfulgt af sætningen “Jeg kommer fra Danmark! Men min far…”

Jeg elsker at være brun og jeg elsker, at du spørg mig hvorfor.

Tak mor og far for min farve.

Aladdin

Mowgli

leo-lior

Mig

2 kommentarer

  • Natasya

    Skal der stå “fremmed” i den første sætning..? Ellers giver sætning ikke mening …. Fremmet betyder at gavne noget…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lior

      Der skal selvfølge stå fremmed med D. Tak for din skarpe observation Natasya. 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Melissa