Derfor scorer du aldrig på klubben

Influencer, Sponsoraftale og Steve Jobs – Status på Bloggen so far

I dag, tirsdag d. 27 februar, er det præcis to måneder siden, jeg startede min blog.

I den forbindelse synes jeg, det kunne være sjovt, at lave en status på, hvordan det egentlig er gået og hvordan jeg har det med pludselig at være blevet blogger – Med alt hvad det indebærer.

Men lad mig starte et andet sted.

Hele mit liv har jeg haft et ekstremt “se mig”-behov. Alt hvad jeg lavede, lavede jeg af de forkerte årsager. Jeg ville lave musik, ikke for musikkens skyld, men for anderkendelsen der hørte med. Jeg ville være youtuber og dele gode budskaber. På overfladen for budskabernes skyld og det var selvfølgelig ægte nok ligesom min passion for musik, men inde i maven vidste jeg, at anerkendelsen kom i første række. Jeg ville være tv-vært på DR.. Se mig nu..  Snapchat… Instagram.. Like mig lige please..

Jeg glemte, hvem jeg var. Jeg glemte, hvad jeg var. Jeg var, hvad end jeg skulle være, for at i skulle kunne li mig. Det var den indstilling, der gjorde, at jeg aldrig fik en plads på DRs talenthold, de mange gange jeg blev kaldt til samtale. De så lige igennem mig.

Jeg havde hele pakken. Jeg var åben, imødekommende, sjov, sympatisk, i øjenhøjde og en dygtig entertainer… Men jeg vidste ikke, hvorfor jeg ville være på. Så længe jeg ikke selv vidste, hvorfor jeg følte mig berettiget til at være på skærmen eller i æteren, ville seerne/lytterne/følgerne heller ikke vide, hvorfor de skulle høre på mig.

Det er, ikke overraskende, mit indlæg hvor #Metoo indgår i titlen, som er det mest læste. Derefter kommer det lettere humoristiske “Du ligner en anden“, det mere provokerende “Fuck venstrefløjsaktivister, Fuck feminister, Fuck…” og til sidst “Tak mor og far for min farve“.

Mennesker følger mennesker, der inspirerer dem. Bevidst eller ubevidst.

Hvad inspirerende er der ved en, der bare vil være på?

I december udgav jeg mit første indlæg Hvorfor en blog?, hvor jeg prøvede at sætte ord på, hvorfor jeg pludselig havde fundet bloggerformatet interessant. Jeg tænkte, da jeg startede, at det som mange af mine andre projekter, måske bare var en fase og noget jeg havde lyst til at prøve af. Men jeg må være ærlig og sige, at jeg fandt noget helt unikt i at skrive. Jeg glemmer at spise, drikke og enda gå på toilettet, når jeg først er i gang. Jeg har for første gang i virkelig lang tid, måske nogensinde, fundet noget, der tænder mig så meget, at alt omkring bliver ligegyldigt.

Ja anerkendelsen er fed og det ville da være løgn at sige, at jeg ikke drømmer om at have flere tusinder læsere og måske en dag tjene penge på bloggen. Men alt det er, for første gang i mit liv, sekundært.

Stay Hungry – Stay Foolish

Steve Jobs sagde, i en tale på Stanford University, den berømte sætning “Stay hungry, stay foolish.” Hvis ikke du har fundet det, der inspirerer dig, så bliv ved med at lede. Bliv ved med at være sulten. Bliv ved med at gøre dumme ting og don’t settle until you find it. Jeg ved ikke om det her er “mit kald”, men jeg ved, at jeg elsker det og ikke kan lade være.

4c44fe353a0108670d9e7cd8a8ee957a398b85c7_2880x1620

You’ve got to find what you love. Keep looking until you find it. Dont settle. Stay hungry, stay foolish.

Jeg har regnet på det.

Mine indlæg får i gennemsnit 37 likes på facebook. Det kan nogle gange være virkelig demotiverende, når noget, man har arbejdet hårdt for, kun får 12 likes modsat gårsdagens indlægs 75. Men det er jo ikke antallet af likes, der tæller.

Det, der tæller og kilder helt vildt i maven, er de gange, jeg møder folkeskolekammerater, efterskolevenner, gamle kollegaer, nuværende kollegaer, ekskærester, nuværende kærester… ej okay.. men alle de mennesker jeg møder, som fortæller mig, at de læser med. Når jeg klikker ind på “Min statistik” og ser, jeg i gennemsnit har 538 læsere pr. indlæg, har fået over 300 kommentarer og kickstartet nogle heftige og berigende debatter, så smiler jeg og ved, jeg gør det rigtige.

Jeg stikker næsen frem, står på mål for mine holdninger og får nogle slag i ny og næ (heldigvis ikke fysisk endnu, men i den grad verbalt på nettet og i nattelivet), men jeg vil gerne tage de slag. Jeg vil gerne tage kampene. Jeg vil gerne blive udfordret, blive klogere, udfordre og gøre andre klogere. Jeg glæder mig hver eneste morgen til at sætte mig med min sorte kaffe og skrive mine tanker ned.

img_8656

Mit første “Bloggerbillede” med Kaffe, Café og Computer.

At være sluppet af med en del af det “se mig”-behov, der førhen har fyldt alt for meget (men også samtidig har været en ekstrem motivation og drivkraft) har virkelig givet mig en ro, jeg er taknemmelig for. Jeg lytter mere til mig selv, stoler på min mavefornemmelse og tror på at jeg, ved at være mig, er med til at ændre verden.

Efter 2 måneder er jeg allerede blevet kaldt influencer

Det er sådan set underordnet for mig, hvad folk kalder mig, men jeg synes alligevel, det er et kæmpe skulderklap at jeg, med min lille blog, influerer nogle mennesker. Jeg er blevet tilbudt en sponsoraftale men har faktisk takket nej. For mig handler det om indholdet. Så bare rolig. Der kommer ingen reklamer på min blog foreløbig. Jeg vil bare forsætte med at skrive, leve mit liv og være Lior.

Så håber jeg, at du stadig har lyst til at læse med.

img_5111

PS. I folkeskolen hadede jeg dansk. Jeg hadede at skrive stil og hadede at læse. Jeg er stadig virkelig dårlig til at læse bøger, men det er alligevel utroligt, hvordan jeg gennem de sidste 10 år af mit liv, har fundet tilbage til noget jeg aldrig troede var mig.

 

PPS. Jeg skal stadig vende mig til at have haters, men jeg synes egentlig ikke, det er så svært igen, når jeg kan stå 100% inde, for det jeg laver.

   

3 kommentarer

  • Coco

    Du virker lige så positiv, ærlig, og ja! – opmærksomhedskævende – som altid. Du kræver opmærksomhed fra folket, fordi du har noget på hjerte, som du ved, kan inspirere folk. Du inspirerer mig, især når du bare er pissegod til at tale pænt til folks grimme kommentarer <3 Keep din what you're doin!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Den barmhjertige samaritaner

    Du virker lige så opmærksomhedskrævende, som altid. Bare drop det. Snak med en psykolog. Få gjort op med dine komplekser. Der er noget mindreværd der skal arbejdes på.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lior

      Tak for din kommentar 🙂 havde du skrevet det til mig for 5 år siden var jeg nok blevet ked af det, men lige nu kan jeg ikke lade være med at grine over den. Fedt du læser med!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Derfor scorer du aldrig på klubben