Influencer, Sponsoraftale og Steve Jobs - Status på Bloggen so far

Mit livs dilemma

For nogle uger siden stod jeg overfor mit livs dilemma.

Valget mellem den voksne, fornuftige og “rigtige” beslutning på den ene side og den usikre, naive og… håbefulde-teenage-drømmende beslutning på den anden. Jeg er 27. Det er snart på tide, at jeg tager en voksen beslutning og opgiver drømmen om at blive den nye store kanon. Har livet ikke snart lært mig, at jeg ikke er en skid speciel og vi alle sammen bare gerne vil anderkendes?

Til min mors fødselsdag d. 12 februar, holdt min mor en meget fin og rørende tale om, hvor hun kendte alle gæsterne fra. Da hun kom til os børn, sagde hun en sætning, jeg aldrig vil glemme: “Jeg ved godt, at jeg har lavet fejl.. men hvis der er en ting, jeg ved, at jeg har lært jer.. så er det at følge jeres hjerter.. og det gør i.”

Jeg har aldrig tænkt over det. Men hun har ret. 

Min storebror, som har læst jura i mange år, valgte som 25-årig og tage en anden vej. Han brænder for at arrangere fester, events, koncerter.. ja han har sågar startet sit eget pladeselskab. Der er måneder, hvor der ingen penge kommer ind og måneder, hvor der dårligt er tid til at trække vejret.. men det er langt mere værdifuldt for ham, end en fast advokatløn med pension og kaffemaskine på kontoret.

Min lillebror har boet i Århus i lidt over 3 år nu for at gå på Kaospiloterne. En uddannelse jeg stadig ikke har forstået, hvad går ud på, men ikke destomindre gør ham sindssygt glad. Han er pisse dygtig til mange ting og kunne sagtens settle down nu og få et fint liv op at køre. Men hvis jeg kender ham ret, stiller han sig ikke tilfreds, før han har ændret verden, om så han skal leve af pasta.

Min søster startede på gymnasiet efter efterskolen sidste år. Det viste sig ikke at være noget for hende alligevel og hun skulle derfor tage en beslutning, som er rigtig svær når man er 15-16 år og ALLE ens venner går i gymnasiet. Hun skulle droppe ud efter 1. g og finde sin egen vej. Nu går hun på en produktionsskole, hvor hun spiller musik hver eneste dag og ikke har noget som helst at gøre med ligninger, brøker og sociologiske begreber.

img_8353

Dilemma

Jeg selv har altid fulgt min drøm om at blive musiker, tv/radiovært og skuespiller.

Det har helt klart været plan A. Sideløbende med plan A har jeg arbejdet i tv-branchen som produktionsassistent/koordinator og har egentlig ikke set det som en plan B, men snarre en vej til at nå plan A.

Jeg har samtidig brugt rigtig meget tid på min musik og har efter mange års hårdt arbejde erkendt, at livet som musiker ikke er noget for mig alligevel. Jeg har givet afkald på en drøm som, jeg ellers troede, jeg ikke ville kunne leve uden. Den dag jeg valgte at erkende, at jeg havde lyst til at lægge musikken på hylden, var den dag jeg mærkede en tung sten lette fra mit hjerte. Min konstante mavepine over, at jeg aldrig skrev nok sange, ikke var nok i studiet, ikke gik nok på kompromis med musikken eller nogle gange gik for meget på kompromis, forsvandt. Jeg blev et dårligere menneske af at lave musik. Jeg kunne ikke unde andre det bedste. Jeg hadede hver gang at andre danske, etablerede eller upcomming, musikere udgav noget. Det føltes hver gang som om, de tog noget fra mig og det gjorde mig vred og ked af det.

Det krævede mod at lægge musikken på hylden, for i andres øjne ville det se ud som om, jeg gav op. Men jeg har ikke givet op på min drøm, min drøm har bare ændret sig og at erkende det satte mig fri.

859563_533892416655288_358135822_o

Et af de støreste publikummer jeg har spillet for. Hele Christiansborg slotsplads til en demonstration mod SU-nedskæringer.

Sidste år valgte jeg faktisk at “give op” på det hele og bare arbejde fuldtid i tv-branchen. Jeg er pisse god til mit arbejde og elsker det jeg laver. Jeg ville sagtens kunne leve af og med det resten af livet, selvom jeg inderst inde ved, at jeg allerhelst vil stå på en scene eller på det store lærred.

Og det er som om, at det var lige præcis der… Der hvor jeg gav slip.. Der hvor jeg stoppede med at jagte målet.. Der hvor jeg satte mig ned og sagde til mig selv, at jeg skulle stoppe med at lægge fremtidsplaner og bare tage det hele en. dag. ad. gangen.

Dér skete det.

Dér blev jeg tilbudt at være med til at stable Danmarks største musikshow på benene (Danish Music Awards 2017). Dér fik jeg min første rolle i en spillefilm. Dér kom jeg hjem fra Gran Canaria til 5 jobtilbud. Dér fik jeg den vildeste mulighed for at starte på den fedeste arbejdsplads i foråret 18 med de bedste mennesker og det sjoveste projekt i vente.

En månedsløn selv min mor ville få store øjne af at høre. Kollegaer jeg kendte fra tidligere jobs, som jeg holder sindssygt meget af, og en mulighed for at udvikle mig helt sindssygt indenfor branchen. Jeg ville lære at lægge budgetter, koordinere og planlægge alt fra start til slut, producere tv i udlandet og stå for min egen produktion med ansvar for hele møllen. Kontrakt fra 1. marts til 1. juni med mulighed for forlængelse.

Det jeg har knoklet for i flere år lå for mine fødder. Jeg har tømt utallige skraldespande og lavet litervis af kaffe som runner gennem årene. Jeg er kommet først og gået sidst og har slæbt tonsvis af kameraudstyr til en alt for lav løn. Men jeg har gjort det med smil, fordi jeg vidste, at det en dag ville betale sig. Det gjorde det nu. Og jeg takkede nej.

Jeg takkede nej med en knugende fornemmelse i maven. Det er det, jeg har knoklet for. Det er det, jeg vil. Det er den voksne, fornuftige og rigtige beslutning. Hvad i alverden kan få mig til at takke nej?

En rolle i en teaterforestilling.

Jeg var til casting på en rolle til en forestilling om 6 unge mennesker, der tager på rustur. Jeg håbede som altid på, at jeg ville få rollen men havde ingen forventninger, da jeg altid er bange for at blive skuffet. Men fredag formiddag klokken 11.24 ringede teaterdirektøren og fortalte mig, at rollen var min. Det er så vildt.

Til sommer udkommer min første biograffilm. I foråret er jeg aktuel med forestillingen “Rusturen”, hvor 4 ud af 6 spillere er uddannede fra skuespillerskolen og jeg bare er … mig. I efteråret genopsætter vi den og spiller igen. Det er helt sindssygt at det her sker….

Men hvad med det andet job?

Jeg ringede til min mor, som jeg altid gør, når jeg er i tvivl om noget. Men jeg var ikke i tvivl. Hvor end jeg gerne ville takke ja til det første job og for alvor starte min karriere i tv-branchen, vidste min mave godt, hvad der var det rigtig for mig.

Jeg glæder mig til at skulle lave mere tv, jeg glæder mig til at lære de andre skuespillere at kende og komme rigtigt i gang med forestillingen, men mest af alt glæder jeg mig til at se, hvor livet fører mig hen næste gang.

Jeg er så taknemmelig og lykkelig lige nu.

Jeg glæder mig SÅ meget til at stå på scenen igen med forestilligen “Rusturen”.

10257529_10153110169134701_8797222802255153257_o

Plakaten fra min sidste forestillingen “De Overlevende”.

PS. Jeg følger altid min mavefornemmelse og den tager næsten aldrig fejl.

 

   

4 kommentarer

  • Rikke

    Godt indlæg.
    Men det er det fantastiske ved livet. Det kan fører os til de mest besynderlige veje, som
    vi måske endda ikke anede eksisterede. God vind til dig.😊👍

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lior

      Tak for din søde kommentar Rikke 🙂 Fedt du læser med!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lykken

    Du er så pisse sej Lior!! ❤️❤️❤️
    Masser af kærlighed og god karma din vej.

    “Emancipate yourselves from mental slavery
    None but ourselves can free our minds”

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lior

      ❤️❤️❤️ ❤️❤️❤️

      “Dont worry. About a thing. Cause every little thing. Is gonna be alright”

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Influencer, Sponsoraftale og Steve Jobs - Status på Bloggen so far