Fremtiden er for vild og jeg er for grim (5 hurtige)

Sådan undgår vi flere #Metoo historier

Hvor er mændene i debatten! Sæt jer ned og lyt!

Sig nu noget! Hold jeres kæft! 

Deltag! Kom med et forslag! 

Er du imod Metoo! Kom med noget konkret!

SIG NU NOGET!! OKAY…! Nu har jeg tænkt mig at sige noget.

Jeg har fundet en del af løsningen på, hvordan vi kommer bekæmpelsen af den såkaldte voldtægtskultur til livs. Hvordan vi i større grad undgår victimblaming. Hvordan vi reducerer antallet af mænd, der går fri. Og hvordan vi tager ofrene langt mere alvorligt end hidtil…

Der findes selvfølgelig ikke et endegyldigt svar eller en mirakelkur, men jeg tror på, at det her er et skridt på vejen.

Vi afkriminaliserer hash

Hvordan hænger de to ting sammen? Jo det gør det, hvis man kigger på tallene.

The war on drugs startede under præsident Nixon I 1971, hvilket vil sige at USA, i snart 50 år, har haft krigen mod stoffer på den politiske dagsorden. Der bliver hvert år brugt 50 miliarder dollars på at bekæmpe stofferne og tal fra 2016 viser, at der i alt er blevet brugt 1 billion (!!) dollars, siden Nixon erklærede stofferne for “public enemy number one”.

Hvordan går det så med kampen mod stofferne? Det er jo en stor joke. Ifølge DEA’s (Drug Enforcement Administration) tal, viser de, at de med de ressourcer de har til rådighed, kun får indraget cirka 10% af de illegale stoffer i landet årligt. Der er altså stadig 90% i omløb, som styres af kriminelle bagmænd. Det ville ikke være løgn at sige at “The war on drugs” i den grad har slået fejl i USA og stadig den dag i dag gør det, med undtagelse af de stater (bla. Colorado), der langsomt er begyndt at vågne op og indse at der skal nye boller på suppen.

Hvor hele formålet har været at udrydde forbruget eller i hvert fald at reducere det markant, har udfaldet af krigen været det direkte modsatte. Der er langt flere stoffer og brugere i dag end i 1971 samtidig med at kriminaliteten og antallet af dødsfald, forsaget af stoffer, har været stigende.

I Danmark er problemet det samme.

Hvor der før 2004 i høj grad blev set igennem fingrene med den åbentlyse hashhandel på Christiania og politiet, som hovedregel, kun gav borgeren, taget med hash til eget forbrug, en advarsel, ændrede det hele sig til det værre, da nultolerancepolitiken blev indført.

Politiet ryddede pusherstreet efter længere tids politisk pres og resultatet var, ikke overraskende, i direkte strid med politikkernes løfter og forventninger. Hashhandlen stoppede ikke. Tværtimod. Den blev spredt ud i byen og andelen af danskere mellem 16-46, der havde prøvet hash, gik fra i 2000 at være 9,8% til i 2013 at være 12,2%.

512

Selvfølgelig skal de kriminelle narkohandlere stoppes. Ved at afkriminalisere hash kan politiet fokusere al deres energi og tid på at fange bagmændene fremfor den almindelige dansker.

På grund af de strengere straffe, er det kriminelle marked blevet langt hårdere og hashhandlerne ser sig nødsaget til at blande andre ting i hashen for økonomisk, at kunne opveje for risikoen ved at blive taget. Hashen man kan købe i dag, er derfor langt farligere end ved et reguleret marked, hvor den fremstilles under kontrollerede og autoriserede forhold, fra statens side. Bandekrigen er også en tydelig konsekvens af kriminaliseringen af stoffer. Hvorfor lader vi de kriminelle tjene penge på noget, vi som stat bruger milioner af kroner på at bekæmpe, når vi kan afkriminalisere det, regulere det og tjene pengene selv? De penge kan vi bruge på rehabiliteringsprogrammer for stofmisbrugerene, oplysningskampanger om stoffer på skolerne, bedre plejehjem, flere ungdomsboliger og flere ressourcer til retssystemet og politiet i sager om voldtægt.

I 1920 indførte man i USA et alkoholforbud. Resultatet af det var stigende kriminalitet og vold, flere dødsfald i forbindelse med indtagelse af alkohol, da folk bryggede alkoholen selv (hjemmebrændt) og gangsterbosser som Al Capone skød op og satte den politiske dagsorden gennem korruption og mystiske dødsfald. Efter 13 år ophævede man forbudet, da det viste sig at ikke havde den ønskede effekt men derimod den modsatte.

Vi kan efter 40 år konkludere at et forbud mod stoffer IKKE VIRKER.. Måske vi skal prøve noget nyt?

Hvad med Portugalmodellen? 

I Portugal valgte man i 2001 at afkriminalisere alle stoffer til eget forbrug. At de har afkriminaliseret stoffer, er ikke det samme som, at de har legaliseret dem. I praksis betyder det at stoffer stadig er ulovlige, men at politiet i højere grad ser igennem fingrene med at folk besidder eller indtager dem. Bliver man alligevel taget med stoffer på sig, bliver man ikke straffet med bøde eller fængsel, som man ville i Danmark. Man bliver i stedet sat overfor en kommission bestående af en socialarbejder, en jurist og en lægefaglig person, som skal afgøre hvilken sanktion eller hjælp du skal modtage.

Efter 17 år er tallene ikke til at tage fejl af. Portugals model har vist sig at virke. Grafen nedenfor viser hvordan tallene er faldet markant fra 2001-2012. Kritikere vil, som modsvar til nedenstående graf, hive tal frem (lavet i andre lande, der har forsøgt sig med afkriminalisering/legalisering af hash) hvor man efter få år, kan aflæse at antallet af brugere er stigende. Men som med alle lovændringer tager tingene tid og 2012 taler for sig selv. (tallene for 2018 er stadig faldene, men jeg kunne ikke finde en pæn graf). Heroin-rubrikken fra 2012 er så tæt på 0%, at den ikke er til at se.

stofforbrug_i_portugal_efter_afkriminalisering

Kilde: Service for Intervention on Addictive Behaviours and Dependencies, SICAD, 2014.

Udover indtagelsen af stoffer er blevet markant mindre henover de seneste 17 år, er kriminaliteten også faldet og landet har (kilde fra 2014) den laveste dødsrate forsaget af stoffer i EU. Blandt andet fordi det er blevet lettere at få hjælp til at styre sit misbrug. Portugal ser ikke længere brugerne/misbrugerne som kriminelle, men mennesker der har brug for hjælp og ikke straf.

Rundt omkring i Europa inkl. Danmark, er fixerum blevet en ny milepæl indenfor bekæmpelsen af stoffer. Misbrugerne slipper for ligge på gaden og stikke sig med beskidte nåle og beboerne i området (eks. Vesterbro) undgår frygten for, at deres børn træder i kanyler på legepladsen. Antallet af sygdomme er faldet efter forholdene er blevet ordnet og misbrugerne kan nu få hjælp af personalet til at indtage stofferne, så forsvarligt som det nu kan blive, når man har med stoffer at gøre. I stedet for at kriminalisere stofmisbrugerne og fastholde dem i den onde cirkel (bøde, fængsel, elendighed, stoffer, bøde, fængsel, elendighed, stoffer….) hjælper vi dem.

chartoftheday_10320_drug_deaths_in_europe_n

Siden Portugal afkriminaliserede alle stoffer i 2001 er antallet af stof-relaterede dødsfald faldet markant.

Vores forsøg på at have kontrol over de ulovlige stoffer i Danmark, har givet os et kontroltab. Politiet laver razzia på staden, boder rives ned, Christiania lukker pusherstreet og 10 minutter efter, er alt som det plejer at være igen. Hvis man virkelig gerne vil have fingre i hash, så får man det – også uden for Christiania. Forbudet virker ikke!

Lad os prøve noget nyt. I værste fald ændrer vi bare loven tilbage igen.

Tilbage til #Metoo 

For at vende tilbage til starten af mit indlæg så tror jeg på, at hvis vores retssystem, politi, efterforskere og psykologer får flere resourcer til at arbejde med voldtægtssager, så vil langt flere turde melde det, da de føler, de bliver taget alvorligt. Der vil blive brugt længere tid på den enkelte sag og de evt. falske anklager vil blive sorteret fra, da det pludselig er en kæmpe mølle, man skal igennem.

Lad os tage alle de penge, vi i dag bruger på at bekæmpe hashen og bruge dem på at bekæmpe victimblaming, voldtægt og overgreb. Det retssystem vi har i dag virker tydeligvis ikke, så lad os prøve noget nyt. I værste fald ændrer vi bare loven tilbage igen.

6a0120a72d7af9970b01bb088d1e7d970d-800wi

PS. Som lille sidenote vil jeg tage forskud på anklager som “Du går kun ind for fri hash, så du kan ryge mere..” Jeg tager ingen former for stoffer (med undtagelse af alkohol) og har ikke røget hash i 6 år. Jeg bruger bare min hjerne på at se nye muligheder til at hjælpe mennesker.

PPS. Hvis du er enig så skynd dig ind og stem på Borgerforslaget om Legalisering af cannabis her.

 

   

7 kommentarer

  • Thøger Mittwoch

    Hvad med at afkriminalisere AIDS?
    Alt for stort tabu for tiden

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lior

      Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår, hvad du mener?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • O

    Du falder altså lidt over egen logik:

    Du konkluderer at en omprioritering af penge vil se større resultat i bekæmpelsen af seksualforbrydelser, mens du argumenterer for at samme tilgang ikke har haft effekt på salg af stoffer. Nu lyder det nok som om, at jeg lægger ord i din mund, så ret mig om du vil, men da du ikke foreslår nogen ny metode for bekæmpelse eller afvikling af problemstillingen, lyder det som om, at du blankt foreslår, at flere ressourcer vil effektivisere et system, som ikke er tilstrækkeligt i dag (efter dit udsagn).

    Det er absolut også uforsvarligt at drage paralleller mellem krigen mod stoffer og seksualforbrydelser:

    Ved at sælge, købe og tage ulovlige stoffer, så har du brudt med loven. Det er klart defineret, hvornår du overgår grænsen fra det lovlige til ulovlige.

    Det gælder så sandelig også seksualforbrydelse, hvor dette står skrevet i straffelovens kapitel 24.

    Problemet er ikke, at vi ikke ved, hvad vi skal gøre – problemet er, at vi ikke ved, hvordan vi skal bevise, at det er gjort. Altså hvornår grænsen er overskredet.

    Flere penge kan fx ikke hjælpe et offer i en sag uden vidner, hvor det afhænger af ord mod ord.

    I bedste tilfælde kan penge bruges til overvågning, men så bevæger vi os straks ind på et område, hvor der opstår et etisk spørgsmål; her kan det lyde fristende, at man blot lader enhver blive overvåget, for ”hvad har vi at skjule”, når vi ikke gør noget ulovligt, eller vi selv er ofre.

    Men så opstår der pludselig nye problemer, for hvad er langtidseffekten af et samfund, hvor folk er passive pga. frygt og ikke deres egen moralske anstændighed?

    Jovist er der kriminalitet som begrænses alene på baggrund af lov – jeg er sikker på, at de fleste mennesker har amoralske tanker i ny og næ, som de måske endda kunne tænke sig at udleve, men de viger fra det pga. lov. Dvs. de ikke begår kriminalitet, fordi den eneste konsekvens de frygter er den straf, som systemet vil give dem.

    Men det kan også tage os tilbage til forskellene på fx stoffer og seksualforbrydelser. De fleste mennesker som opponerer mod kriminaliseringen af stoffer, gør således med det udsagn, at det er harmløst for andre, og der ikke er nogen som skal diktere, hvad de gør med deres krop (hvilket i øvrigt er dødarrogant, når man har i mente, at du på sigt bliver en mere eller mindre inkompetent borger, og at staten sandsynligvis ender med at finansiere dit liv, hvis du er ude af stand til at gøre det selv). Men grundlæggende set, kan jeg forstå det – især med pot, hash, skunk osv. Nogle mennesker kan fungere med det, og der er ingen som er døde af det, så vidt vi ved.

    Seksualforbrydelser er noget helt andet. Udgangspunktet er samme: forbryderen gør det pga. egen lyst. Men konsekvensen er traumatisk harme af anden person.

    Men alt det ved du godt, og alt det har vi et retssystem som behandler, som det kan, og som det skal, når først beviserne er fremført.

    Derfor uretfærdigheden kan opstå, og det folk ser sig utilfredse med, er, at vi ikke har et mere effektivt system til at påvise, hvornår der er begået en seksualforbrydelse (såfremt intet specifikt kan bevise det). Det er problematisk. Især fordi ikke alle seksualforbrydelser sker under umiddelbart klare og indforståede omstændigheder.
    Og inden jeg forsætter: Der er altså ingen som betvivler, at seksualforbrydelser skal afstraffes, men der hvor diskursen virker ubehagelig, det er, når nuancerne går tabt, og der er et krav om, at mænd skal forholde sig absolut passive, fordi det er bedst overordnet set. Men det svarer sig til at bede bilister om at holde sig fra gaspedalen, for så undgår vi trafikuheld. Det er ikke holdbart.

    Vi ved, at interaktion er nødvendigt – dermed sagt ikke decideret overgreb – men at fysisk berøring er en del af det sammenspil der gælder, når man vil score. Problemet er, at præferencer er præferencer; de er subjektive. Nogen kan lide at blive berørt, andre kan ikke lide at blive berørt. Nogen kan lide at blive berørt af nogen, andre kan lide at blive berørt af andre.

    Alle har forskellige præferencer, og derfor kan der nødvendigvis ikke være en endegyldig metode for at påvise seksualforbrydelser, hvis beviserne er intet-eksisterende men afhænger af individets opfattelse af en situation.

    Og være nu sød at have i mente, at jeg bevidst skriver, ”hvis beviserne er intet-eksisterende”. Det er meget, meget vigtigt.

    For situationen kan også være mere kompliceret: Hvad hvis man indgår i samleje, men man undervejs finder ud af, at det der foregår er grænseoverskridende, men man ikke tør sige fra? Hvad så? Eller hvad hvis man indgår i samleje, og dagen efter fortryder man; er det så en seksualforbrydelse, eller er det egen dårlig vurdering af situationens udfald?

    Jeg tror inderligt (og desværre), at det bedste en pige kan gøre, i en situation med optakt til noget de ikke kan lide, er at sige fra. Jeg forstår argumentet, at man ikke i alle henseende tør, fordi der er en fysisk (eller måske endda mental ubalance) mellem kvinden og manden. Men hvis ikke du siger fra som potentielt offer – hvem gør så? Og hvad er straffen for anklaget værd, når først du er blevet udsat for en irreversibel handling?

    Jeg talte fx med to veninder om det på et tidspunkt, og da jeg nævnte det, så sagde den ene: ”Hvorfor skal vi tage ansvar, når det er manden som gør noget han ikke må?”. Svaret findes deri: manden gør noget han ikke må. Han gør det. Hvis grænsen er overskredet, har manden (eller kvinden – men nu bare for eksemplet skyld) tydeligvis besluttet sig for, at det er i orden, og der findes kun én måde at bekæmpe den vurdering, og det må være den anden part. Det er ben-fucking-hård tale, I know, men sådan har det været for alle kampe om retfærdighed, store som små, fra krige mellem nationer til slåskampe med søskende; man må kæmpe imod det, som man synes uretfærdigt.

    Så spørger nogen selvfølgelig: ”Jamen hvorfor kan mænd ikke læse vores signaler?!”. Lykken er, at langt de fleste ikke voldtager. Sandsynligvis pga. god opdragelse, morale, etik og så måske endda desværre fordi loven forbyder det. Men der er ikke motivation for det. Hvad er så mønstrene hos dem som gør? Dårlig opdragelse? Måske. Voldsmænd og mordere lider fx ofte af sociale problemer.

    En af de ting, som jeg finder mest interessant er individets morale. Der er mange som anser moralsk anstændighed for den blotte evne til at differentiere mellem godt og ondt. Det er dog lidt for simpelt for mig. Jeg kan lide at tro, at moralsk anstændighed handler om, at man både ved, hvad er godt og ondt, men også ved at man har magten til at udføre det og tager valget herefter. Derfor er man kun et moralsk anstændigt menneske i det øjeblik, hvor man præsenteres for en situation, hvor man kan handle (på godt og ondt) og tager valget med udgangspunktet i ens evne til at realisere det.
    Altså er man et moralsk anstændigt menneske, når man fx har lyst til sex med en person, og man kan forgribe sig på pågældende, men man ved denne ikke har lyst og derfor gør man det ikke. Gud vide at de fleste drenge har set en smuk pige, som de fantaserer om at tage med hjem og knalde, men mens det foregår i hovedet, er der en bestemt kalkuleret overvejelser som fortæller dem, at det i hvert fald ikke skal ske ved overgreb, fordi hun ikke har indikeret lysten til det.

    Det er det overgrebsmænd ignorerer. Det virker helt vildt absurd at skrive (og sikkert læse), fordi mange tror det en selvfølge, at man opfører sig ordentligt. Men prøv at overvej hvor mange gange du har gjort noget, som du måske ikke burde, men du har gjort det, fordi konsekvenserne ikke umiddelbart virkede skræmmende (fx at snyde sig ind til en koncert, pisse på en bygning, køre gratis i toget)
    Anyway…

    I min optik er det spørgsmål om opdragelse – og kontinuerlig opdragelse endda! Vi lærer meget fra vi er små, men som vi vokser og bliver ældre, begynder vi også at indse, at alt det vi har lært måske kan bestrides – endda det som er moralsk forkasteligt i andres øjne. Og så kommer spørgsmålet: Er der et payoff?

    Det handler jo netop om at undgå seksualforbrydelser. Metoo-kampagnens formål var at sætte lys på, hvor mange kvinder der chikaneres på daglig basis. Alright, men hvad er så chikane? Det finder vi så småt ud af, som vilkårene blev lagt på bordet, og det ansvar mænd har, det er at forstå, hvad kvinder kan tolerere og ikke tolerere. Man kan nok generalisere og sige, at der ikke er nogen kvinder som kan lide at blive voldtaget eller blive forgrebet aggressivt på kønsdelene uden samtykke. Men cat-calling eller en hånd på låret, hvor end ubehageligt det kan virke, er altså pr. definition mere harmløst end førnævnte, og selvom det ikke tager fra nogen som helst kvindes ret til at ønske dette ikke hænder, så kan udfaldet af det ikke vægtes i samme kategori.
    Måske skal man starte simpelt: Man kan man starte med at lære sine drengebørn, at et nej er et nej, og at dette ikke alene kan komme til udtryk via ord men også kropssprog, og at føler selv samme drenge sig provokeret, skal det ikke fostre nogle former for forskruet behov for hævn (fx i form af seksualforbrydelser). Det har du og jeg lært, forhåbentligt.

    Ligeledes skal vi måske overveje, på et kulturelt plan, om seksualisering af alting er så uskyldigt, som man ønsker at lade det fremstå. Ja ja, frigørelse osv. osv. osv. Men alt videnskab peger på, at heteroseksuelle mænd fostre tanke fra naturen, når de eksponeres for kvindelige kønsdele. Giver det dem retten til at udføre seksualforbrydelser? Nej. Men inviterer det fantasier i hovedet på dem? Ja. Dermed sagt ikke, at man som kvinde ikke skal kunne gå i tøj eller make-up efter eget valg, men måske forældre skal overveje, når de stikker en iPad i krydderen på deres småbørn, som herefter kan søge på alverdens porno, som de vil. Tro mig, jeg sad som 9-årig og gav min fars computervirus, fordi jeg synes bryster var det bedste! Heldigvis havde jeg også en mor som fortalte mig, at porno ikke er rigtig sex. Jeg ved ikke, om nutidens forældre har det overskud, når de overlader opdragelse til elektronik.

    Alle former for seksualforbrydelser skal straffes. Og det bliver de. Men du kommer ikke til at skabe bedre forbehold ved blot at give politiet flere penge. I sidste ende handler det om opdragelse. Forældrenes opdragelse, såvel som kulturens, og hvad der mere påvirker vores syn på verden og respekt for andre mennesker. Det er i øvrigt gratis.
    Og ja, jeg er bevidst om, at det jeg skriver ikke er i overensstemmelse med alles holdninger, og der er nogen som vil påstå, at jeg som mand ikke ved bedre, og at jeg sikkert har et privilegie, som gør jeg ser blindt på situationen mv. Men hvis kvinder ønsker en mere sikker verden i morgen, så må de også affinde sig med, at de vil skulle alliere sig med folk som aldrig kan sætte sig i deres sko 1:1. Det er irrationelt at tro, at størstedelen af mænd ikke ønsker, at kvinder skal føle sig sikker. Problemet er bare, at der hærger en kollektiv forvirring, og spillereglerne for interaktion med det andet køn tydeligvis er flydende (nogen kalder ét for chikane, mens andre har fået en kvinde med hjem på baggrund af det, og måske endda endt i forhold med denne).

    Men hvis konklusionen er, at vi bare skal smide flere penge i retssystemet, eller at vi skal have love som prioriterer kvindens udsagn frem for mandens, så er det starten på en socialt tikkende bombe, som sandsynligvis vil resultere i mandens sejr og yderligere undertrykkelse af kvinden. Ikke fordi jeg ønsker dét, men fordi historien beviser, at hvis du ikke udsletter undertrykkeren, kommer den tilbage værre end før.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lior

      Tak for et sindssygt velformuleret, gennemarbejdet og godt svar. Jeg har læst det én gang og er overvejende enig i meget af det du siger. Jeg må læse det igen i aften, så jeg er sikker på at få det hele med. Du gør dig nogle rigtig gode tanker og observationer.

      Når det så er sagt er jeg nødt til at anfægte nogle af de ting du “kritiserer” mit indlæg for. Hvis vi starter fra bunden så starter jeg netop hele mit indlæg med at sige at dette ikke er løsningen eller mirakelkuren men derimod et skridt på vejen. Du skriver “Hvis din konklusion er, at vi BARE skal smide flere penge i retssystemet….” Selvfølgelig skal vi ikke bare smide flere penge og læne os tilbage. Det ER et strukturelt problem som starter med, hvordan vi opdrager vores børn og hvordan vi interagerer med hinanden. Den vinkel har du fint taget op. Den er jeg ikke kompetent nok til at udtale mig om endnu – Der har du hjulpet mig på vej.

      Vores retssystem i dag ER ikke tilstrækkeligt. Alt for mange piger, der har været udsat for voldtægt eller anden form for overgreb, får aldrig meldt det, i frygt for ikke at blive taget alvorligt. Hvis de endelig får sagt det højt og får samlet sig mod til at melde det, bliver de ofte mødt med “vi har ikke tid.. Du har ingen beviser.. Vi har ikke nok ressourcer.. Kom igen en anden dag.. Er du nu sikker på at du er blevet voldtaget?” DÉT kritiserer jeg. Det er fuldstændig vanvittigt at du efter at være blevet udsat for et overgreb skal mødes af skepsis og manglende interesse (pga. manglende ressourcer) for at tage sagen op.

      Jeg drager ingen paralleller mellem krigen mod stoffer og seksualforbrydelser. Jeg ytrer min mening om “The war on drugs” og om hvordan jeg synes det er decideret dumt og spild af ressourcer, som vi kunne få langt mere gavn af på andre områder (Læs: ungdomsboliger, ældrepleje, voldtægtssager osv.) Ingen parallel – Bare en tanke om hvor pengene kunne komme fra. Og nej selvfølgelig er pengene ikke nok i sig selv. Men vi bruger SÅ mange penge på en krig som ikke virker og aldrig har virket. Lad os omprioritere.

      Jeg er med på at det største problem i sager, hvor en kvinde er blevet udsat for et sexuelt overgreb, er bevisbyrden. Hvordan beviser vi det når det er ord mod ord. Det ved jeg ikke. Men vi er nødt til at imødekomme pigerne når de kommer. Vi er nødt til at tage deres sager op og gå dem igennem og ikke blankt afvise dem i døren eller stille spørgsmålstegn ved deres troværdighed. Ikke som det første i hvert fald. Måske undervejs i forløbet kan man stille kritiske spørgsmål men i første omgang skal pigerne imødekommes med forståelse og evt. psykologhjælp. Det bliver ingen af dem mødt af i dag. hvorfor? Manglende ressourcer på området.

      Jeg er også imod overvågning. Selvfølgelig hjælper det ikke på den lange bane.. eller jo måske.. men er det, det samfund vi vil leve i? Et samfund der bygger på mistillid frem for tillid?

      Ja vi skal starte med måden vi opdrager vores børn på. Men jeg synes ikke vi kan lade mennesker, udsat for overgreb, vente til den næste generation vokser op. Vi skal tage dem alvorligt nu. Vi skal gå ind i ALLE sager så ALLE piger føler de kan henvende sig og blive taget alvorligt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • O

      Jeg ved godt, at du ikke påstår, at det er en mirakelkur, men en sådan udtale er bare en indefinitiv og opportunistisk tilgang til problemet, og derfor ændres intet på sigt. Der er nød til at være en konkret plan.

      Velvidende om at det ikke er din intention, så er det mig stadigvæk svært at forstå, hvordan du kan konkludere, at din kompetencer ikke rækker til at udtale dig om samfundsstrukturelle problemstillinger, men at du kan udtale dig kompetent om retssystemet? Er du bekendt med retssystemet?

      De udtaler, som du baserer din kritik på, er da i sandhed også urimelige, men de er uden substans, hvis vi ikke er indforstået med konteksten, som sætter rammer for kritikken. Enhver person føler sig urimeligt behandlet, hvis de ikke imødegås med forventet retfærdighed – og ofte (og desværre) er retfærdighed en enorm personlig størrelse.

      Der er ingen som afvises af retssystemet – det er en fuldkommen vanvittig diskurs at pålægge debatten, og den er ikke faktuel på nogen måde. Det er i bedste fald et spørgsmål om, at nogen har fået deres sag behandlet på en uønsket måde, men sådan som den er for enhver og med udfaldet, som det vil være for enhver i deres situation.

      Der er nødvendigvis en masse arbejde, som man må undergå, hvis man ønsker at løse sager, og derfor skal ofre ruste sig med både tålmodighed og styrke, uanset hvor hårdt det krav er i situationen. Ligeledes vil der være situationer, hvor ens sag ikke kan bearbejdes af helt logiske årsager – såsom fx manglen på beviser. Det er ikke ensbetydende med, at det på nogen måde er retfærdigt (da slet ikke hvis det er hændt, altså overgrebet), men set sort på hvidt, så kan retssystemet aldrig være partisk, nogensinde – og det er ufatteligt, at der er folk som i ramme alvor vælger at presse debatten helt derhen, hvor dét er spørgsmålet; altså bør vi begynde at tro mere på ét køn end andet. Det er jo for fanden det som alle feminister eksempelvis opponerer imod i første omgang – dermed sagt ikke, at du gør det i denne situation. Men overvej det.

      Hvis man er obervist om, at man er blevet udsat for en kriminel handling, men man ikke vil indgå et samarbejde med politiet eller andre – uanset ubehagen af spørgsmålene, som de måtte komme med – så er man ikke i en situation, hvor man forstår realiteten af retssystemet, overhovedet!

      Måtte der findes situationer, hvor nogen som helst institution har afvist piger, udelukkende baseret på dovenskab eller andet urimeligt grundlag, så er det forhåbenligt en sjældenhed.

      Årsagen til at jeg nævner et behov for at lære og styrke piger i første besked (og drenge for den sags skyld) fra lavalder, i stedet for at gøre sig afhængig af nogen ekstern faktor, skyldtes, at alt handling må finde udgangspunkt i en selv, hvis man ønsker ændring. Jovist kan man ikke sikre sig retfærdighed fra lov, men man skal tage første skridt. Jeg benægter ikke vægten af det, og hvor urimeligt det måtte føltes (jeg har været deprimeret det meste af mine teenageår, og pludselig gik dét op for mig, og nu kigger jeg tilbage på 7-8 år af mit liv, som jeg aldrig får igen)

      Men dermed sagt kræver dagens Danmark måske, at vi fostre en besked selvindsigt hos unge og individer.

      Du skal ikke melde noget til politiet, fordi du håber de kan hjælpe. Det er et selvfølgelig, at de skal prøve.

      Du skal melde noget til politiet, fordi du er blevet uretfærdigt og kriminelt behandlet, og fordi du naturligvis er et menneske der ved bedre end at tage sagen i egen hånd.

      Men at melde noget til politiet, det er ikke én eller anden gestus. Det er, fordi man vil have retfærdighed for sig selv. Den tanke skal være der indmelding, og den skal også være der efter, ubetinget af udfaldet. Hvis udfaldet ikke er som forventet, så må der være en selvtillid som kompenserer for denne ene handlings manglende effekt; så må man søge andet sted for hjælp – og jo det kan så fx være psykologhjælp. Men det er der. Du kan få alverdens lægehenvisninger, hvis du har tegn på trauma, depression og anden psykisk syge. .

      Alle mennesker har adgang til retssystemets hjælp samt psykologisk hjælp. Der er nok plads til justeringer og forbedringer, men ikke med den forudsætning, at vi ikke danner et indadskuende syn på os selv og hvilke samfund eller kultur, vi har medvirket til at fostre og nære.

      Jeg er simpelthen ikke interesseret i at tale om, hvor vidt vi skal leve i et samfund baseret på tillid eller mistillid. Får intet ud af at besvare det. Jeg kan tilgengæld fortælle dig, at jeg ønsker at leve i et samfund, hvor folk føler sig selvstændige, uafhængige og mindre selvoptaget. Det er svært at sige til et offer for voldtægt og overgreb. Virkelig. Men jeg kan simpelthen ikke abonnere til nogen idéer om, at alle andre skal gøre for én, hvad man ikke selv vil forsøge at gøre for sig selv, og hvis det er at komme ud af trauma og psykiske lidelser, så må vi nødvendigvis finde en metode for at etablere selvindsigt og selvtillid hos folk, uafhængigt af en gulerød for enden af snoren, men fordi dét er, hvad der er bedst for alle i sidste ende.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lior

      Jeg har simpelthen svært ved at overskue, hvor vi er uenige. Jeg tror vi er enige langt hen af vejen men der, hvor vi er i to lejre, er når jeg du siger jeg ikke er må udtale mig om retssystemet, når jeg ikke ved noget. Jeg har desværre hørt mange historier fra piger tæt på mig/veninder om et retssystem der ikke har i imødekommet dem grundet manglende ressourcer. Du kender det selv, hvis du har fået stjålet din cykel.

      Jeg ville da også elske, hvis vi kunne bruge nogle af de penge vi kunne tjene på at afkriminalisere stoffer, på at lave en cykelenhed, der fandt folks cykler igen eller i det mindste gjorde et forsøg i stedet for blank at afvise SELVOM du har stelnummer, ved hvor og hvornår den blev taget, evt. af hvem OG du har malet den pink.. Forstår du hvad jeg mener? Selv når du har

      Retfærdighed er at alle sager i første omgang modtager samme behandling. Det er et gennegående tema i #metoo at mange piger føler sig svigtet af systemet og så kan man snakke at man skal ind og arbejde på det personlige plan og ja det er klart første prioriteten, men et system der hjælper dig når du er udsat for overgreb ligger på en skarp anden plads.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • O

      Jeg forstår, hvad du mener. Men hvis dine veninders erfaringer er udtryk for et retssystem fuld af fejl, hvad så med dine veninder (eller venner), som har positiv erfaring med retssystemet? Ud fra samme logik, så må retssystemet være uden fejl, når det er tilfældet?

      Det er fucking ærgeligt, hvis dine veninder har henvendt sig, og de ikke har kunne få et udfald af sagen som ønsket, men som jeg skriver foroven, så er der da et behov for kunne bygge en efterforskning på grundlag af identificerbare faktorer, såsom udseende, navn, tid, sted osv. Når det sker, kan en efterforskning iværksættes – og det vil den – men ikke med garanti, fordi det stadigvæk kan være urimeligt svært at finde anklaget. Når det sker, er der stadigvæk behov for partsforhør. Det tager politiet også alvorligt. Men der kan stadigvæk ikke være nok at arbejde med.

      Jeg har da selv haft erfaring med retssystemet, og det tager tid. Skulle vente lang tid på, at de gad henvende sig ham, som jeg mente havde gjort mig ondt. Jeg havde endda alt fra videooptagelser, billeder, hans sociale netværk profiler, vidneudsagn. Men de skal jo stadigvæk arbejde ud fra en etableret protokol, så de sikre sig retfærdig opfyldes, uden at de diskriminere mod ham i processen, såfremt han var uskyldig. Det var han så ikke. Men jeg var da pisse vred over, at jeg skulle vente. Det kan jeg da godt forstå, hvis dine veninder var/er. Det betyder stadigvæk ikke, at det er en indikation af, at retssystemet fejler (måske overbebyrdet, pga tidsrammen for efterforskning, men udfaldet ville nok have været ens)

      Min pointe er, at overgreb og seksualkriminaliteter ikke forarbejdes ved at kritisere retssystemet, som i største omfang har at gøre med efterfølgende proces, når overgrebet er sket. Og der er ikke meget der indikerer, at de gør et dårligt arbejde, selvom de ikke kan sikre alle ender med forventet udfald.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fremtiden er for vild og jeg er for grim (5 hurtige)