Omskæring og American history X

Et indlæg om påske.. eller?

Når jeg surfer rundt på internettet, falder jeg ofte over andre blogs; nogle af dem med flere tusinder læsere. Jeg må være ærlig og sige, at jeg simpelthen ikke fatter, hvad folk finder interessant i “Kaffe og croissants med Fie i dag”-indlæg. Jeg ved ikke, om jeg bare ikke er med på moden eller ikke har set lyset endnu, men jeg forstår det virkelig ikke. Heldigvis er det her min blog. Her vil jeg gerne provokere, informere, motivere, investigere, analysere og alt muligt andet, der ender på ‘ere. Jeg vil gerne ændre noget.

Jeg gør mig dagligt eksistentielle tanker om livet og drømmer om at inspirere andre til at gøre det samme. Mit sidste indlæg Omskæring og American history X satte gang i en vigtig debat. Jeg blev SÅ meget klogere og tror helt klart, jeg fik rykket noget i nogle mennesker. Jeg er blevet inviteret på kaffe af Københavns overrabbiner Jair Melchior som, indlysende nok, er for omskæring. Samtidig er jeg også blevet inviteret på kaffe af Lena Nyhus fra foreningen Intact Denmark, som er imod omskæring. Jeg har takket ja til begge tilbud og glæder mig til at blive klogere på et meget komplekst emne.

Nå.. Hvad skal det her indlæg så handle om, for at det ikke bliver endnu et overfladisk-kaffelatte-agtigt indlæg og samtidig heller ikke et tungt indlæg, der lægger op til endnu en debat i omskæringskaliberen?

Det skal selvfølgelig handle om Påske

Yes, det er mig.

Påske, Pesach eller Passover. Højtiden har mange navne. I min verden hedder den Pesach. Den jødiske påske, hvor vi mindes dengang vi udvandrede, som slaver, fra farao i Egypten. Når jeg er hjemme i Danmark, skal jeg være ærlig og indrømme, at jeg går mere op i at drikke en påskebryg i forårssolen, end at spise usyret brød, som da vi vandrede i ørkenen for 2000 år siden. Når jeg er i Israel og besøge mine bedsteforældre, er påsken en helt anden.

Min mor er fra Danmark og min far er fra Israel. Som dansk jøde tog min mor turen, som alle andre jøder i 80’erne, til Israel og arbejdede i en af de mange kibbutzer. Her mødte hun en mand, der modsat alle andre korthårede soldatertyper, havde lange dreadlocks og bare tæer – min far. Lang historie kort så tog hun ham med til Danmark og fik mig og mine 2 brødre.

I dag er det 24 år siden han rejste. Han rejste fra alt, hvad han kendte og alle der elskede ham. Han skulle til Indien og finde sig selv og den dag i dag, leder han stadig.

Jeg begyndte på det her indlæg, da jeg fredag aften, sad på min fars gamle værelse i mine bedsteforældres hus i Netanya. Pladespilleren med Bob Marley-pladerne stod der stadig. Jeg synes det er rigtig svært at skrive om, da jeg ikke engang tør tale om det. Så hvorfor overhovedet et indlæg på bloggen? Jo. Fordi det handler om noget helt andet.

abba

Min abba (far på hebraisk)

Min mor

Jeg har den bedste familie i Israel. Min bedstemor og bedstefar, som får julelys (hanukkah-lys?) i øjnene og elsker at forkæle os, når vi kommer. Onkler og tanter hvis dør altid står åben i Tel Aviv, Netanya eller Westport (USA). Et hav af fætre og kusiner, granfætre og grankusiner. Jeg har en familie. En familie jeg ikke ville have haft, hvis ikke det havde været for min mor.

I Danmark ender 51% af alle ægteskaber i en skilmisse. Ud af dem vil der altid være nogle, hvor mor og far ikke kan enes og børnene bliver ofrene. Jeg har ikke selv været gift, så jeg kan kun gisne om, hvor svært det må være. Når det så er sagt, har man et ansvar som forældre. Et ansvar alt for mange desværre ikke formår at løfte, fordi de bliver egoistiske og selvmedlidende. Min mor var ikke sådan. Hun så udover sin egen næsetip. Hun nægtede at lade en mands søgen på at finde sig selv i Indien stå i vejen for, at hendes børn skulle have en familie.

Årligt tog vi til Israel og besøgte vores bedsteforældre, selvom min far var ude af billedet. Med tiden, og økonomien som enlig mor, gik der længere mellem gangene vi besøgte dem, men vi holdt kontakten, øvede sproget og holdt fast i kulturen og traditionerne hjemme i Danmark. Min mor insisterede på, at vi skulle have en familie. Det er jeg og mine brødre SÅ taknemmelige for. Mine bedsteforældre er SÅ taknemmelige for det. Mine tanter, onkler, fætre og kusiner er SÅ taknemlige. Vi har en familie.

Lad dette være en opfordring til dig, der en dag bliver forældre, dig, der allerde er forældre, dig, der står midt i en skilsmisse og dig, der er lykkeligt gift og måske en dag skal træffe et svært valg – Tænk på andre end dig selv, tænk på dine børn. Det kræver SÅ mange balls (må man godt sige det i 2018?) at tilsidesætte sine egne behov for andre mennesker.

Jeg har sagt før og siger det gerne igen. Hvis jeg bliver halvt så godt et menneske som min mor, så har jeg vundet i livet. 

En lille del af min store familie. 3 af min fars søskende, 3 af mine, min mor og jeg.

PS. Min familie i Israel har taget min mor ind, som var hun en af dem. Ligeså har de gjort med min smukke søster. Hun er på ingen måde biologisk i familie med dem, men hun er i familie med os og derfor også i familie med dem. Det er SÅ stort, at vi har en familie. Min mor, mine brødre, min søster og jeg.

4 kommentarer

  • Skøn fortælling! Alt for mange vælge at tage halen mellem benene, og skride fra det hele, så snart det bliver lidt svært.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lior

      Tak for din kommentar Magnus og fedt du kan li min historie 🙂 Jeg giver dig fuldstændig ret. Mange tager ikke det ansvar, der følger med.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ja dejligt kærlighedsfyldt indlæg 👍🏻❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emse

    Dejligt indlæg Liawsome ❤️ Du bliver verdens bedste mand og far en dag.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Omskæring og American history X