Præmiere på lørdag - Rusturen

Jeg har lyst til at råbe og skrige!!

I fredags gik jeg i gang med at skrive det her indlæg

Der var alt godt. Solen skinnede på mig i alle forstande… kan man sige det? Jeg sad på Blågårds Plads og følte, at jeg havde vind i alle mine sejl og lykken for alvor smilede til mig efter mange års hårdt arbejde.

Søndag, blot to dage senere, vågnede jeg op til en følelse af tomhed. Jeg følte mig ensom og var egentligt ikke særligt motiveret for at gå min fremtid i møde. Hvorfor skriver jeg det her? Jo.. Jeg vil rigtig gerne fortælle jer om alle de spændene projekter, jeg har gang i, men samtidig også understrege at alting ikke altid er så lyserødt, som det ser ud.

I disse SoMe-tider kunne det her indlæg hurtigt bidrage til det kollektivt dårlige selvværd, Instagram og Facebook konstant giver os, med den evige reminder om, at alle andre “har det fucking fedt”. Det ønsker jeg ikke. Jeg vil hellere inspirere dig, til at gå efter dine drømme og se mig som et eksempel på en ildsjæl, med gode og dårlige dage, som nægter at give op, før målet er nået.

Der sker en masse gode ting i mit liv lige for tiden og i dag, torsdag, er jeg sindssygt glad og taknemmelig for det.

img_1902

Jeg tog det her billede i Malaga i 2016 men fik aldrig postet det, da entusiasmen på billedet ikke kunne måle sig med virkeligheden. Det kan den i dag. Følelsen af at stå med bar røv og råbe ud over de sydspanske bjerge: YEEEES!!!

I lørdags havde vi premiere på Rusturen. Det gik fantastisk. På trods af den korte prøvetid og den til tider forvirrende kommunikation mellem teatret og instruktøren, lykkedes det at få stablet en fantastisk forestilling på benene. Vi fik stående applaus og teaterdirektøren roste os til skyerne. Jeg var SÅ tæt på at græde, da han for tredje eller fjerde gang nævnte, at det var umuligt at udpege de to “amatør”-skuespillere fra de fire andre. 4 ud af de 6, vi er på scenen, er uddannede fra statens teaterskole. Jeg har så meget respekt, for det arbejde de laver, og jeg ved, at jeg kan lære så meget af dem. Men jeg er samtidig pisse fucking stolt over, at jeg bare blænder ind og leverer en præstation på lige fod med dem – uden at have nogen som helst form for uddannelse.

I tirsdags var jeg til møde med BT’s debatredaktør. Hun havde læst mit indlæg Omskæring og American history X og var interesseret i at bringe det avisen i den nærmeste fremtid. Den fremtid blev i går, onsdag. Efter 3 måneder som blogger, fik jeg trykt mit første debatindlæg i BT. 3 fucking måneder. Udover det lavede vi en aftale om, at jeg skulle være fast blogger hos dem og til at starte med kommer til at udgive et indlæg om måneden.

img_7253

3 måneder som blogger og en hel side i BT.

Efter et fantastisk møde med BT tog jeg direkte videre og mødtes med Mathilde og Alice fra My Rainbow Tee. De to piger har, udover en fantastisk tøjkollektion og blog, et podcast, som hedder Catch Me If You Can, som tager udgangspunkt i drømme, kreativitet og passioneret arbejde. Vi mødtes i HC. Ørstedsparken til en snak om at drømme. Hvad drømte vi om, da vi var små? Hvordan opnår man sine drømme? Hvad hvis man ikke ved, hvad man drømmer om? Kan man drømme forkert? Det blev alt sammen til en fantastisk snak, som udkommer på podcast d. 3. maj. Jeg linker selvfølgelig til det på bloggen.

I går udkom mit første indlæg som sagt i BT’s fysiske avis og på deres hjemmeside. Det resulterede i at jeg, efter at have spillet Rusturen for en gruppe 8. og 9. klasser om formiddagen, vendte tilbage til en telefon med 3 ubesvarede opkald og et hav af beskeder. Go’ Aften Danmark havde læst mit indlæg og var meget interesserede i at invitere mig i studiet til en snak om omskæring. Jeg takkede ja og, hvis jeg selv skal sige det, nailede interviewet med Jes Dorph. Det blev virkelig godt. Jeg er meget stolt og glad (det er min mor også – Yes!). Du kan se interviewet her, hvis du har et Tv2 Play login. Ellers kan jeg måske lave tricks for dig…

skaermbillede-2018-04-19-kl-17-54-55

The man himself Jes Dorph og jeg.

I dag, torsdag, underskrev jeg min kontrakt med Drive Studios. Hvis du har læst mit indlæg Mit livs dilemma, så ved du, at jeg, for 2 måneder siden, takkede nej til et fantastisk jobtilbud til fordel for en rolle i Rusturen. Jeg har lavet uanede mængder af kaffe og tømt et hav af skraldespande som runner i tv-branchen i mange år. Alt sammen fordi jeg virkelig brændte for at lære branchen at kende og, fordi jeg ikke fandt mig tilrette på skolebænken. I 2016 resulterede det i, at jeg rykkede op og blev produktionsassistent. I dag, har jeg underskrevet min første kontrakt som produktionskoordinator – steppet før produktionsleder. Jeg takkede nej i marts, men de insisterede på, at jeg skulle komme ud til dem, når jeg var færdig med forestillingen. Jeg er så glad. Det er så vildt.

Men…

Jeg har stadig ingen kæreste, jeg har ingen roller i film eller teaterverdenen ventende på mig i fremtiden, jeg får et meget lille symbolsk honorar for mine indlæg på BT og kan stadig ikke leve af at blogge, jeg har nu i 2 måneder ikke kunnet finde min hængelås til vaskekælderen og mit køleskab er stadig tomt. Men solen skinner, folk smider overtøjet og hele København stråler som aldrig før. Jeg sidder netop nu på Blågårds Plads og mærker for alvor, at sommeren er over os. Lige nu er livet perfekt.

Jeg håber at livet behandler dig lige så godt som det behandler mig. Hvis ikke, så må du aldrig glemme at vinden altid vender, og der altid er lys for enden.

skaermbillede-2018-04-19-kl-17-55-17

Skuespiller og blogger. Waow. Jeg gjorde det.

PS. Har du ikke set Rusturen endnu, så er der stadig billetter tilbage til på lørdag kl 20. Iscene.dk har anbefalet forestillingen, så det er nu du skal rykke, hvis du skal nå at se den inden september.

PPS. Så glæder jeg mig HELT VILDT til d. 28. juni, når den nye Far Til Fire kommer ud, og jeg har min debut i biograferne.

PPPS. Hvis ikke du har bemærket det, så er jeg gået all in på min blog ved købe domænet liorlife.dk og derfor kommet af med liorlife.bloggersdeligt.dk

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Præmiere på lørdag - Rusturen