Bloggermiddag og Far til fire - Én ting ærgrede mig helt vildt!

Det siger jeg til mig selv hver morgen

Alle veje fører til Rom og min er ikke en undtagelse.

Jeg sidder pt. på en café i en af Roms små gader og anstrenger mig for ikke at nyde et glas hvidvin endnu. Klokken er jo ikke meget mere end 11 i skrivende stund, så jeg tror jeg går med dagens anden cappuccino for nu.

Det har kriblet i mine fingre de sidste to uger. Jeg har glædet mig SÅ meget til at tage en hel dag ud af kalenderen og bare skrive. Det føles så underligt og samtidig befriende for en gangs skyld at elske sit eget selskab. Jeg har altid haft svært ved at være alene. Alene med mig selv = alene med mit hoved og mine tanker. Noget jeg virkelig øver mig på at blive bedre til. Noget jeg har virkelig svært ved lige præcis nu.

Jeg bookede en tur til Rom i et desperat forsøg på at undgå en post-Roskilde-depression men.. Who am i kidding? Hvorfor i alverden skulle det hjælpe at have post-depression i et andet land?

Jeg ved heller ikke, om det er Roskilde der trykker, eller om det er mine tanker.. Det sidste lange stykke tid har jeg redet på en bølge af god energi og optur på optur.. Men nu.. tænker jeg på fremtiden.. arbejdet.. kærligheden.. livet.. Og alt det der irriterende føle-føle-noget jeg er verdensmester i at undgå.

Når jeg en gang imellem løber ind i de grå dage, har jeg virkelig ikke lyst til at se andre mennesker. Ironisk nok er det altid det der virker.. for mig.

I mange år skammede jeg mig over at “flygte fra problemerne” når de opstod. I stedet for at deale med dem, mødtes jeg med venner for at blive i godt humør. Kujon? Eskapist? Tja.. sådan følte jeg det i hvert fald, indtil jeg en dag hørte sætningen der ændrede mit liv (okay.. ro på Lior)

For 2 år siden gik jeg til psykolog. Noget af det bedste jeg har gjort for mig selv. Dér lærte Marianne mig en livslektion, jeg aldrig ville have været foruden. Den mest banale sætning jeg udemærket var klar over, før jeg smed 1000kr på bordet. Men jeg havde brug for at høre den og i dag siger jeg den højt for mig selv hver eneste morgen.

“Lior. Du er ikke forkert.”

At nogle mennesker hører grædemusik og spiser Ben & Jerry’s, gør det ikke nødvendigvis til den rigtige måde at deale med f.eks. kærestesorger på. Jeg ville HADE at spise is og dvæle i sorgen. HADE at høre grædemusik. Hade at tage i byen hver dag og drikke det væk. Hade at mediterer… okay måske ville jeg have godt af at mediterer en gang imellem, men jeg falder altid i søvn.

Pointen er, at MIN måde at deale med mine problemer på ikke er forkert.. for mig. Det er min måde. Og du har din. Og det vigtigste er, at du og jeg minder hinanden og os selv om, at vi ikke er forkerte. I alle henseender. 

Jeg hader generelt at snakke om følelser, fordi jeg er bange for at… føle. Men efter at have fået så sindssygt meget positiv respons på min sidste video med TV2 Echo om mænd og følelser, øver jeg mig på at indse, at det måske slet ikke er så farligt.

Jeg håber solen skinner i DK. Her gør den i hvert fald. Og mon ikke humøret også gør det om lidt igen.

Kærlighed og Spaghetti

Lior

Har du ikke set videoen endnu der pt. har fået 133.000 views så kan du se den her. 

Hvordan kan man ikke savne det smukke hold af leoparder efter Roskilde?

 

 

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bloggermiddag og Far til fire - Én ting ærgrede mig helt vildt!