Skud ud til de sejeste damer i byen

Jeg har aldrig turde sige det højt: Nu gør jeg det endelig med stolthed

Ja.

Jeg er blevet sindssygt god til at lave clickbait-overskrifter. Forskellen på mig og.. lad os sige Ekstrabladet er bare, at der bag mine overskrifter gemmer sig reelt og relevant indhold.

God fornøjelse.


Jeg bruger stort set alt min vågne tid på at forsøge at blive klogere.

Sidste år var jeg vært til en festival på Nytorv i København med den underskønne Natasha Al-Hariri ved min side. Vi ping pongede lidt frem og tilbage på scenen mellem de forskellige acts, og da samtalen faldt på feminisme, spurgte hun mig, om jeg var feminist. Helt ærligt så anede jeg ikke, hvad jeg skulle svare i den situation. Jeg havde mest af alt lyst til at sige JA! Både fordi at jeg mente feminisme basically betød ligestilling(?).. men måske også fordi at publikums øjne alle var rettet mod mig; afventede af spænding.

Jeg vævede lidt frem og tilbage, og konkluderede at jeg var feminist på min egen måde. Fordi helt ærligt ikk? Så vidste jeg, på det tidspunkt, ikke hvad feminisme var.. eller i hvert fald ikke den 4. bølge feminisme. De højstråbene stemmer i debatten gjorde det svært for mig at finde hoved og hale i, hvad feminismen egentlig stod for, og jeg havde derfor ikke lyst til entydigt at erklære mig feminist, før jeg havde sat mig ind i sagerne. Det har jeg forsøgt at gøre nu og ja:

Jeg er feminist.

Jeg vil ikke lægge skjul på at jeg tidligere, bevidst eller ubevidst, har været en del af den toksiske maskulinitet (læs: Jeg scorede så mange damer på det: Nu skammer jeg mig.) Feminisme har tit fået mig til at stå på bagbenene. “Vi har da ligestilling i Danmark?!”. Kvinder får stort set samme løn som mænd, på min arbejdsplads er der fire kvindelige produktionsledere og en mandlig, der er kvindelige kommentatorer i VM, vi har haft en kvindelig statsminister og.. så.. videre..

Hvorfor insisterer de irriterende feminister så stadig på, at vi ikke har ligestilling??

Fordi vi ikke har det. Vi er tættere på end vi var i 70’erne, men vi er stadig langt fra et ligestillet samfund. Et samfund hvor alle har retten til at være som de er, klæde sig som de vil og blive behandlet lige socialt, politisk og økonomisk.

Der er så mange implicite normer i vores samfund, som gør det uretfærdigt nederen at være kvinde. Forstå mig ret.


  • En mand, f.eks. mig, kan sagtens danse halvnøgen på et bord på Roskildefestival for ugen efter, at blive taget fuldt ud alvorligt på arbejdet. Han har det jo bare sjovt.
  • En kvinde, der ryster røv i alt for lidt tøj til en morgenfest, vil af rigtig mange blive set som en slut.. en luder.. useriøs.. det billede harmonerer ikke med intellekt. Hun kan da ikke være skolelærer og samtidig opfører sig sådan??!
  • En mand… ja okay mig igen.. kan sagtens have haft mange sexpartnere, uden at blive stemplet som billig, klam, promiskuøs so on.. Tværtimod. Det er nærmest sejt og beundringsværdigt.
  • En kvinde.. ja behøver jeg at sige det. “En nøgle der kan åbne alle døre er sej, men en dør der kan åbnes af alle nøgler er nederen”-argumentet er så nedladende og sexistisk.
  • En mand hvis bukser hænger helt nede omkring røven.. Du gættede rigtig.. mig i 00’erne.. er sej og hiphop-agtigt. Ja man kunne se 80% af mine underbukser men altså.. det var silke og der er scooby-doo på.
  • En kvinde, der viser den mindste del af sin g-streng over buksekanten, vil i nattelivet med al sandsynlighed opleve tilråb, tilnærmelser, hænder uønskede steder og siger hun fra? Så bliver hun mødt med ord som “luder!” “bitch!” “slap nu af din sure kælling!”.

Er de ovenstående eksempler noget jeg opdigter?

Ja. Men jeg tror ikke de er langt fra virkeligheden. Jeg har snakket med mange af mine veninder, som alle har oplevet at blive dehumaniseret. Jeg kunne blive ved med at komme med eksempler, men jeg tror dig der er enig sidder og nikker nu og dig der er uenig, måske allerede har lukket ørene og forberedt en kritisk kommentar.

Jeg har brugt hele min weekend på at studerer feminisme. Jeg har lyttet til Ludermanifestet, lyttet til Emma Holten, lyttet til podcastet Fabelagtige Feminister, set debatten, læst artikler og alt muligt andet. Jeg har virkelig trængt til en weekend uden mennesker omkring mig. En weekend hvor jeg bare har kunnet fordybe mig i noget. Feminisme. En kamp jeg kan mærke virkelig påvirker mig. En kamp jeg kan mærke, jeg skal studere meget mere.  En kamp jeg kan mærke, jeg er nødt til at kæmpe side om side med mine veninder og venner. For dem, for os og for vores fremtidige børn.

Et sidste eksempel som understreger min pointe for nu, er en joke som selv de rødglødende feminister faldt for d. 8 marts. Den patriarkalske tankegang ligger så dybt i os, at mange, som jeg selv har gjort længe, neglicerer det faktum, at målet om et ligestillet samfund er langt ude i fremtiden.

En far og hans søn er ude og køre på motorvejen. Pludselig mister faren herredømmet over bilen og kører ind i et træ. Faren dør men sønnen overlever og bliver straks kørt til hospitalet. Overlægen kommer ind, ser drengen og siger: “Det min søn! Jeg kan ikke operere”.

Hvordan kan det lade sig gøre?

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skud ud til de sejeste damer i byen