Ja - Jeg har lyst til at sige "jeg elsker dig" på første date

Copenhagen Pride: Ej men det er da også synd for mig!

Copenhagen Pride er lige om hjørnet – den bedste dag på hele året, hvis du spørg’ mig.

Lørdag d. 18. august bliver Københavns gader forvandlet til en stor regnbue af mennesker i alle farver og former, som samlet går en parade fra Frederiksberg Rådhus til Rådhuspladsen. Jeg har ladet mig fortælle, at det bliver den største parade til dato.

Men…

Hvordan navigerer man i en verden af regnbuer uden at træde nogle over tæerne. Altså.. Hvor mange bogstaver er der nu tilføjet til LGBTQ?? Hvad er cis-kønnet? Hvordan tiltaler man en transperson? Hvad hvis jeg kommer til at kalde en hende for en ham??

Det er SÅ svært, og det er SÅ synd for MIG, at jeg ikke kan finde ud af det. Mig, mig, mig – Nej.

Det er ikke synd for dig. Hold din kæft og lyt. (Note to self)

Jeg synes hele transgender-queer-cis-panseksuel-verdenen bliver mere og mere forvirrende. Jeg kan ikke finde ud af den. I stedet for at insistere på min ret til at synes det er forvirrende med alle de bogstaver, når jeg blander rundt i dem og f.eks. tiltaler en hen, hende, så er jeg begyndt at stoppe op, lytte og prøve at indordne mig efter de stemmer, der tydeligvis ved mere end mig.

Ja, jeg synes det var mærkeligt i starten, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle tiltale en transseksuel… Jeg har btw lige lært, at der ikke er noget der hedder transseksuel. At være trans er ikke en seksualitet. Det hedder transkønnet. Anyway.. En ham der vil være en hende men måske slet ikke identificerer sig med et køn? Hvad kalder jeg den person? Altså.. Tænk nu hvis jeg kalder personen noget forkert?! Ej men det er så synd for mig, at jeg bare ikke kan finde ud af det!! 

Det kan jeg nu. Måske. Jeg har lyttet og været nysgerrig. Det lød mærkeligt i starten men prøv lige at læs lidt videre, så lover jeg dig, at det giver mening.


Jeg kalder en person, hvis køn jeg ikke kender til, for “De” eller “Dem”. Hvorfor tænker du måske? De er jo hverken royale eller af den gamle skole. Nej. Men du gør det i forvejen – bare uden at vide det.

Når du ser en taske i toget uden ejermand, har du 100% sagt sætningen “Ej jeg håber de finder deres taske” eller “Bare dem der ejer den finder den igen”. Du ved måske godt at det ikke er flere der ejer tasken.. eller telefonen.. eller kasketten. Men du ved heller ikke, om det er en ham eller en hende. Du tiltaler personen, hvis køn du ikke kender, de eller dem. Ligesom jeg øver mig på at gøre i virkeligheden.

Men hvis jeg tiltaler en trans de/dem og den person identificerer sig med at være kvinde og altså vil tiltales hende/hun, så stiller jeg mig ikke på bagbenene og råber op om hvor synd det er for MIG, at jeg ikke kan finde ud af alle LGBTQ-bogstaver. Jeg lytter og tager det ind.

Jeg ved ikke om jeg har regnet den ud, men det er sådan set heller ikke pointen.

Pointen er det ikke handler om dig. Hvis du kommer til at bruge ordet “bøsse” nedladende om en anden og bliver konfronteret med det, så responderer du ikke med “Ej men det er sku da også så skide svært at være politisk korrekt hele tiden!”. Du svarer selvfølgelig, at du er ked af det og det ikke var din mening at såre nogen. Simpelt ikk?

Glædelig pride alle sammen.

Som heteroseksuel cis-kønnet lækker-brun mand glæder jeg mig til at male byen rød.. og blå.. og gul og grøn og alt muligt andet med alle jer smukke mennesker på lørdag.

Ps. Jeg skulle hilse fra mig selv og sige, at hjerterne selvfølgelig er i regnbuefarver på computer-versionen. 🙂

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ja - Jeg har lyst til at sige "jeg elsker dig" på første date