Kære Tradono - Det er en ommer

Er jeg seriøst den eneste der har det sådan her?

Du må tro, jeg er skør. 

Hver gang jeg har sagt den her sætning, har folk tabt kæben. Deres øjenbryn har taget springet fra lige over øjnene til langt op i hårgrænsen. De har stået uforstående, mundlamme og chokerede tilbage.

Jeg har nu blogget i snart et år og er kommet omkring alt fra omskæring, burkaer, ytringsfrihed, metoo og alle mulige andre kontroversielle emner. Jeg har fået mange reaktioner. Positive såvel som negative. Mange har været enige, mange har været uenige og en del har ikke engang gidet at læse noget af det, jeg skriver.

Da jeg første gang for 3 måneder siden offentligt stod frem og meldte ud, at jeg ikke kunne sige mig fri for at have været en del af statistikken i forbindelse med #metoo, tog folk overraskende godt imod det. Det jeg troede ville gå hen og blive min dødsdom, gik hen og blev min mærkesag. For 2 måneder siden trådte jeg dog en del mennesker over tæerne – Mon jeg gør det igen med dagens statement?

15 mennesker blev sure

Jeg løb et halv maraton uden at træne op først, og skrev derefter et blogindlæg om det samme aften. Alle kan sku da løbe et halvmaraton. Morgenen efter havde jeg mistet 15(!!) følgere på Instagram. Jeg kan kalde din mor for en luder (Din mor er en luder – Men jeg har ytringsfrihed så fuck dig), jeg kan skælde dig ud for at have sagt en sætning, jeg næsten er 100% sikker på, at du har sagt (Fuck dig! Hvis du har sagt her sætning) og jeg kan argumentere for at mænd selvfølgelig skal have lov til at føde (Derfor skal mænd have lov til at føde). Men maratonløbere…. Dem skal man ikke fucke med!

Men nu siger jeg altså noget igen. Noget jeg føler, at jeg står helt alene med. Er jeg virkelig den eneste der har det sådan? Okay.. here goes:

Jeg hader mad!

Forstå mig ret. Jeg hader ikke mad, men jeg er… ligeglad med mad. Jeg føler oftest at mad står i vejen. Mad er en byrde og en irriterende faktor, jeg hele tiden skal regne ind i mit program. En uendelighedsmaskine der aldrig stopper. Der går ikke mere end to timer fra, at jeg har spist morgenmad, til at jeg skal finde ud af, hvad jeg skal have til frokost.

Jo jeg elsker når mine venner laver god mad, eller min mor, eller når jeg en sjælden gang i mellem er på restaurant eller sydpå. Men resten af tiden… Jesus..

Jeg har tit tænkt på, om ikke man kunne opfinde en pille, som man kunne spise i stedet for mad. En pille der indeholdte alle vitaminer og proteiner som et almindeligt måltid og mættede på samme måde.

Så kunne jeg starte min dag med at hoppe i bad, spise en pille og suse ud ad døren.

Jeg fremlægger tit min idé for mine venner, kollegaer eller tilfældige mennesker jeg møder i byen, og ALLE kigger på mig som om jeg lige er landet fra månen. Er det virkelig så skørt? Er jeg virkelig den eneste der har det sådan?

Helt ærligt.. Er det mig der er helt væk, eller kan du kende det? 

3 kommentarer

  • Metthea

    👍🏻😄
    Kan følge dig. Har det præcis som du beskriver. Det gjorde det kun mere udfordrende da jeg blev alene mor. Har aldrig været god til at finde på retter. Midsmad har jeg hjemmefra lært er rugbrød. Der bliver manipuleret så meget med mad idag, at det burde kunne lade sig gøre alt i få ting tænker jeg. Har ofte sagt højt at havde jeg mange penge så havde jeg ansat en kok der kende til sundhed. En der stod for det huslige så jeg kun havde friheden til alt det sjove. Mad er godt, men synes det er kendeligt når jeg selv har brugt tiden i køkkenet. Er mæt inden det er færdigt. En smoothies hvor alt var i ville være top her. Pille er for kunstigt for til mig😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lior

      Du har helt klart ret i at en smoothie nok vil være mere appetitlig til tider, men nogle gange kunne det bare være nemt med en pille. Bare en 2-3 gange om ugen og så selvfølgelig kun som erstatning for ét måltid 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Metthea

      Enig 👍🏻😊

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kære Tradono - Det er en ommer