Er jeg seriøst den eneste der har det sådan her?

Har vi mænd overhovedet noget at kæmpe for?  

Mandag d. 19. November.. en ganske almindelig mandag for de fleste.

Men helt almindelig er den nu ikke alligevel. I dag er det nemlig mændenes internationale kampdag.

Dagen hvor vi mænd skal stå sammen og kæmpe. Kæmpe for hvad? Kunne man spørge sig selv.

Er vi ikke “det priviligerede køn”? Er vi ikke en del af det patriarkalske samfund, som er indrettet efter os? Får vi ikke stadig mere i løn end kvinder? Kan vi ikke klæde os som vi vil uden at frygte for at blive voldtaget? Det burde være så nemt at være mand i dag. Men vil du høre en hemmelighed?

Det er skide svært at være mand. 

Misforstå mig ikke. Det er ikke et “det er SÅ hårdt at være mand”-indlæg, fordi der er unægteligt en masse fordele ved at være det. Det er heller ikke for at underkende at det også er hårdt at være kvinde (læs: Kære Kvinder).

Generelt kan man sige, at det er hårdt at være menneske og så lukke den der. Men i dagens anledning vil jeg gerne sætte fokus på, hvad kønsrollerne, stereotyperne, forventningerne og normerne gør ved os som mennesker – gør ved os som mænd.

Hvordan kan både toppen og bunden af samfundet være domineret af mænd? Mænd klarer sig langt bedre karrieremæssigt end kvinder, de tjener flere penge og sidder stadig på flere topposter. Samtidig sidder de også på en solid førsteplads over selvmord og dominerer pladserne i fængslerne og i kriminalstatistikkerne.

Mænd er mere voldelige, mænd voldtager i langt højere grad, mænd udøver sexisme og mænd udskammer andre mænd. Mænd går mindre til lægen, mænd taler mindre om følelser og mænd (uden at have belæg for min påstand) er oftere den fraværende forældre. Jeg forsøger ikke at retfærdiggøre mænds handlinger eller komme med et endegyldigt svar eller en løsning. Jeg forsøger blot at reflektere og måske også generalisere en smule.  Hvis ikke det handler om dig, kan du jo være ligeglad.

Jeg tror først vi kommer tættere på en verden uden kriminalitet, selvmord og overgreb når vi bliver frigjorte. Når vi kan slappe af i vores køn eller mangel på samme. Når vi ikke ligger under for forventningerne om at passe ind og kan slippe frygten for at blive udskammet når vi afviger fra normen.

Er det naivt at tro at det kan ske? Tja.. Jeg tror sådan set heller ikke på at vi nogensinde får en verden uden kriminalitet. Men jeg tror på at vi kan reducere det ved at tale om tingene og tillade os selv at undersøge og stille spørgsmål. Det nærliggende spørgsmål i dette sammenhæng er derfor noget så… nemt og komplekst som:

Hvad er en mand? 

Jeg ved det ikke. Men jeg har en idé. Mange af os mænd kæmper konstant en kamp, oftest ubevidst, for at leve op til det urealistiske mandeideal som dækker over “En rigtig mand”-udtrykket.

Hvis jeg lukker øjnene og forestiller mig “En rigtig mand” er noget af det første der popper op på nethinden alle stereotyper samlet i en stor Disneyfigur. En rigtig mand er modig, stærk, frygtløs, vild, handlekraftig og bestemt. En rigtig mand har kort hår, svajer ikke med hofterne, går ikke med neglelak, ser ikke musicals og græder aldrig.

Men findes den mand? Måske.

Så længe vi konstant stræber efter at blive ham (undgår lægen, joker når snakken falder på følelser og bruger udtryk som “no homo” inden vi erklærer vores kærlighed til vores drengevenner) så findes han.

Så er vi med til at holde liv i et ideal, jeg mener er med til at ødelægge os. For er man så ikke en rigtig mand, hvis man græder til The Notebook?

Jeg har siden jeg har stået frem i hele Metoo-debatten fået SÅ meget cadeau for at være “En rigtig mand!”. En der tager ansvar, taler om følelser, er sårbar og handler!

Jeg har stadig svært ved at vende mig til tanken om at det er okay at være følsom. Jeg øver mig stadig i at finde min indre Britney frem på dansegulvet fordi det jo ER sjovere at danse med hofterne, og jeg forsøger at gå til lægen noget oftere.

Jeg ved godt det måske lyder dumt men det er min måde at forsøge at blive mere mand på – mere menneske.

I dag vil jeg gerne opfordre dig, mand, til at være mere dig! Lad være med at tænke på, hvad andre tænker om dig. Lad være med at dømme andre for deres måde at være på, og hvis du er så priviligeret at alt bare spiller for dig, så kæmp kampen for dem der hver eneste dag udskammes for at afvige.

Kære mænd. Lad os i dag kæmpe en kamp for vores ret til at være som vi er og vil være.

Glædelig kampdag!

2 kommentarer

  • Metthea

    Personligt går jeg ikke op i kvinders/ mænd kampdag. Feminist er jeg ikke. Ligestilling til dels. I min verden er det godt det er manden der er overhovedet i et forhold/ familien. En rigtig mand er for mig en der kan skære igennem. Vise sin maskine og fimininine sider. Mænd og kvinder har ikke ens hjerner/ krop. Ikke alle mænd er ens, ej heller alle kvinder. Synes ofte begge omtales for at være ens med deres eget køn. Jeg synes fagministerierne har gjort mere skade en gavn. Idag er mand ikke overhovedet i ret mange parforhold. Flere mænd er blevet underdagen for hus fredensskyld, der betyder en del kvinden er blevet overhovedet.
    Fællesskab/ ansvar er vigtigt, især når der er børn. Begge bør tage ansvar, så begge forældre kan nyde og slappe af, alene/ med og uden børn.
    Idag er det fåtal der kan vælge at gå hjemme og tage sig af egne børn. Det ændret feministerne på. Samfundet er ændret så det kræver begge går på arbejdesmarkedet, ved at husleje er blevet dobbelt op. Mad er blevet dyrere.
    God kampdag til de mænd der går op i det😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg tror absolut ikke nogle af kønnene går fri for, at have noget at kæmpe for og mod 😀

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Er jeg seriøst den eneste der har det sådan her?