Har vi mænd overhovedet noget at kæmpe for?  

Alle mænd er ikke en del af problemet men…

“Heksejagt! Folkedomstol!“

“Metoo har taget overhånd!”

“Sindssyge feminister og mandehadere!”

“Det er en farlig tid at være mand!”

Kære mænd.

Det er ikke en farlig tid at være mand – Vi er på samme hold. Men hvor er i? 

Det her er ikke en kamp mellem mænd og kvinder. Det handler ikke om at ødelægge uskyldige mænds liv. Det handler ikke om at hænge folk ud på nettet. Det handler ikke om at underminere retssystemet og tage sagen i egen hånd. Det handler ikke om at få opmærksomhed. Det handler ikke om at udrydde mænd og overtage verdensherredømmet. Okay.. Du vil nok godt kunne finde nogle, hvis agenda er at overtage verden, men i det store hele, handler det om én ting. Én ting jeg tror vi alle er enige om. Lad os fokusere på det i stedet for at modarbejde hinanden.

Vi vil alle sammen voldtægt og overgreb til livs.

Jeg tror ikke at der er nogen mænd, der ønsker at deres mor, søster, datter eller veninde udsættes for et seksuelt overgreb. Faktum i dag er desværre bare, at chancen for at det sker for én af ovennævnte nærmest er uundgåelig ifølge statistikkerne.

Er alle mænd så voldtægtsmænd? Nej. Selvfølgelig ikke. Det er en lille procentdel af befolkningen som begår decideret voldtægt. Lige meget hvordan man vender og drejer den, er denne gruppe domineret af mænd. Mænd vi alle kan blive enige om, at vi foragter.

Lad os stå sammen og bekæmpe dem.

Og så er der os andre. Det er når jeg snakker om OS og VORES fælles ansvar, at du måske vil føle dig provokeret men hæng i lidt endnu.

Alle mænd er ikke en del af problemet, men alle mænd kan være en del af løsningen.

Voldtægtskulturen. En kultur mange, både mænd og kvinder, bevidst eller ubevidst bidrager til. Jeg læste et sted at der ikke findes vidner til seksuel chikane. Enten understøtter man ved ikke at gøre noget, eller også modsætter man sig. Det er selvfølgelig meget firkantet sat op, men jeg har lyst til at tilslutte mig budskabet, for hvor tit siger vi egentlig fra?

Når vi er i en konstellation hvor magtbalancen er ulige fordelt, har vi rigtigt svært ved at sige fra. Overfor en chef, en god ven, en gruppe vi gerne vil være en del af eller en ny arbejdsplads. Vi er tilbøjelige til at “gå med på den” for ikke at ødelægge den gode stemning. “Det er bare for sjov.”

Men vi SKAL ødelægge stemningen. Det er en lorte stemningen som ikke fører noget godt med sig.

En sexistisk kommentar kan for dig måske virke ligegyldig, men den kommentar er med til at reproducere det samfund, der gjorde at jeg krænkede kvinder. Jeg så de store drenge tale om kvinder som objekter. Jeg blev introduceret til sætningen: “Hendes mund siger nej, men hendes øjne siger ja.” Sætningen der gjorde, at et nej ikke altid betød nej i min verden.

Et nej betød “prøv lidt hårdere”.

Men et nej betyder altid nej. Og en afvisning betyder ikke, at du er et dårligt menneske.

Vi kommer unægteligt til at overskride andre menneskers grænser flere gange i livet. Det vigtige er bare, at vi tillader os selv at reflektere over vores handlinger bagefter. Var det i orden det jeg gjorde? Burde jeg sige undskyld? Tør jeg selv at bede om en undskyldning? Tør jeg sige fra? 

Vi skal sammen skabe et miljø, hvor det er okay at sige fra. Hvor det ikke er forventeligt at pilen bliver peget mod MIG som offer. Var det nu også min skyld? 

Når der bliver spurgt ind til hvad offeret havde på, hvilke signaler der blev sendt og hvor fuld personen var, skal vi sige fra. Det er aldrig den, der har været udsat for et overgrebs skyld, det er kun én persons skyld – gerningspersonen. 

I dag bliver alt for få voldtægter anmeldt og endnu færre fører til dom. Er det ikke i vores alles interesse, at de der er blevet krænket tør at anmelde det og ikke skal frygte for social udskamning, og dem der skal straffes bliver straffet? 

Én voldtægt er en voldtægt for meget. 

Debatten skal netop handle om, hvordan vi bekæmper dét, fremfor at vi kaster mudder på hinanden og lukker ørene.

Vi skal ikke bekrige feministerne og joke med metoo.

Vi skal ikke lære vores piger og kvinder, hvordan de aktivt undgår at blive voldtaget.

Vi skal som samfund stå sammen og bekæmpe at det sker.

Så kære mænd. Hvor er i? Hvor er i på deltagerlisten til Amnesty’s demonstration for en samtykkebaseret lovgivning i morgen. En demonstration der ikke ændrer bevisBYRDEN men bevisTEAMET. En demonstration der sikre at DIN søster, kæreste, mor og datter bliver taget alvorligt i fremtiden. “Let’s talk about Yes!” Let’s not talk about  heksejagt, folkedomstol og omvendt bevisbyrde. Det er ikke det, det handler om.

I skrivende stund er der 453 der har trykket deltager på eventet. 37 ud af 453 er mænd. Hvor er i i VORES kamp for en bedre verden?

Forhåbentlig er i pt. i gang med at læse dette indlæg for derefter at finde huen og handskerne frem – i morgen skal vi nemlig på gaden og demonstrere. Sammen. 

1 kommentar

  • Metthea

    Enig. Me too er ikke en kamp mellem mænd/ kvinder. Det faldt til jorden da kvinden der startede me too selv har begået overgreb.
    Da feministerne kom til debatten og ytre alle mænd er ens. Det så trist. De der mere alle er sådan har ofte oplevelser på krop og sjæl. Det er tegn på de har noget at arbejde med. Desværre ødelægger sådan udtagelser så vigtig en debat/ kamp.
    Jeg er optimist. Men vi må ikke undlade at lære piger at passe på sig selv. Drenge/ piger skal lære om kropsprog/signaler. Lære dem at mærke/ lytte til deres krop/ intuition. Hvad psykisk og fysisk vold er og printe det ud når de går i 7 klasse. Få Bogen der skal læses. kvinder der elsker for meget. lære ikke at tolke men forholde sig til ord, samt kropsprog.
    Det burde være på skoleskema 2 timer om ugen fra 7 klasse og op. Begge skal lære at være tydelige i sproget for hvad de ønsker. Eksimpel er kaffe for hygge eller håb om sex. Tænker den ene kun evt venskab er det jo vigitigt det er klart for den anden, der tænker på sex. Der vil altid være syge personligheder i denne verden. Derfor skal begge køn lære og især pigerne. Vi er det køn der er mest udsat for overgreb af alle slags. Alle forældre har et ansvar men det har politikerne så sandelig også. De ting bør komme på skoleskema som jeg skrev. Med viden er det så meget letter at spotte når noget er forkert/ skadeligt.
    Vi skal alle kæmpe og stå sammen. Det er en mangel generelt. Folk har ofte sig selv nærmest idag. Jeg tror på den udvikling vil vende, men det vil tage tid.
    Ang sammetykke så er jeg skeptisk. Et ja/ sammetykke til sex, er ikke lige med et ja/ sammetykke til alle former for sex.
    Er personen til dominans og vil bestemme så kan det jo ende med voldtægt. Hvordan beviser pigen/ kvinden så det når der er sammetykke?
    Hvad tænker du Lior. Har du ider til hvordan det vil kunne udelukkes med sammetykke?
    😊

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Har vi mænd overhovedet noget at kæmpe for?