Et år som blogger: Dét kom bag på mig!

Pink er bare SÅ 2018

Foto: Steffanie Nordahl

Jeg har farvet mit hår igen.

Man kunne fristes til at tro, at det var for opmærksomhedens skyld. Ekstra klik på bloggen, flere kommentarer på gaden og et rigtigt stereotypt “blogger-look” på Insta. Men ligesom med det pinke hår jeg havde i maj 18, må jeg være ærlig og sige, at jeg udelukkende gør det af én grund – Det ser jo fucking sprødt ud! 

Men nu hvor jeg alligevel har din opmærksomhed, vil jeg gerne snakke lidt om min veninde Louise Kjølsen bedre kendt som Twerk Queen. Louise oplever nemlig gang på gang, hvordan folk nærmest går i baglås, når de hører at hun er uddannet psykolog. “Men.. men.. du ryster jo med numsen og HAR EN HJERNE??” Ja. Jeg ved det er svært at kapere.

Jeg har også en hjerne – og blåt hår.

Selvfølgelig bliver jeg ikke mere uintelligent af at have farvet mit hår, iklædt mig en sølvpels, leopardbøllehat eller guldsko. Den måde jeg klæder mig på, påvirker på ingen måde det der foregår i mit hoved eller kommer ud af min mund. Det eneste det påvirker, er din opfattelse af det. Og den har jeg lyst til at udfordre.

For hvorfor peger pilen på os? Os der skiller ud. Os der afviger. Os der er “unormale”.

Hvorfor har især internettet så hamrende travlt med at nedgøre alt der afviger fra normen?

Hvorfor skal vi forsvare os?

Manden der går i dametøj, kvinden der ikke barberer sig under armene, drengen med pink hår, pigen med kort hår, manden der er sygeplejerske, kvinden der er direktør, drengen der leger med dukker, pigen der elsker farven blå og hen der er in between genders.

Det er så nemt at pege fingre af de unormale og sige “Ej se lige dem der!”.

Jeg er ikke selv bedre. Jeg mener… Jeg vender stadig hovedet når jeg ser noget “unormalt”. Jeg kommer stadig nogle gange til at italesætte det overfor mine venner. “Tjek lige hende der”. Jeg øver mig i at lade være, men jeg falder stadig i.

Jeg vil hellere vende pilen om og pege den på de andre. Hvorfor er de normale? Eller som Mads Ananda Lodahl siger i sin TED-Talk “When did normal become normal?”

Jeg gad godt nogle gange at blende ind samtidig med at jeg skilte mig ud. I know.. Det er lyder underligt, men jeg gad jeg godt kunne klæde mig præcis som jeg ville, uden at skulle forsvarer mig eller have forberedt nogle standard svar hjemmefra.

Nej jeg er ikke på vej til fest mandag morgen. Nej det er ikke et statement eller en aktivistisk handling. Nej jeg er ikke homoseksuel. Nej jeg gør det ikke for at få opmærksomhed.

Jeg gør det fordi jeg har lyst til at være mig.

Måske udspringer det hele af janteloven. Du skal ikke tro at du er noget agtigt? Måske. Men fuck janteloven! Selvfølgelig skal du tro at du er noget, men selvfølgelig skal du også være ydmyg. Og fuck normen! Vi falder alle udenfor alligevel. I større eller mindre grad, men det at du er unormal er det der gør lige præcis dig interessant.

Hver gang vi forsøger at indordne os efter normen, holder vi den i live. Hver gang vi udpeger de unormale holder vi den i live. Hver gang vi fortæller os selv, at vi ikke skal tro at vi er noget og bare burde blende ind, holder vi den i live.

Det er der sådan set ikke noget galt i. Medmindre vi gør det fordi vi ikke tør andet.

Så til dig der drømmer om at købe den lyserøde pels der er på tilbud i Zara lige nu – GØR DET. Eller dig der gerne vil gå med neglelak fordi, lets face it, negle er jo grimme – GØR DET. Eller dig der har lyst til at klippe dig skaldet – GØR DET.

Som jeg plejer at svare når folk spørg hvorfor: Hvorfor ikke?

Foto: Steffanie Nordahl

1 kommentar

  • Heya jսst wanted to give you a brief heads up and let you
    know a few of the pictuгes aren’t loading correctly. Ӏ’m not sure why
    but I think its a linking іssue. I’ve tried it in two different web browsers and both
    show the same results.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Et år som blogger: Dét kom bag på mig!