Fem feministiske bøger man(d) bør læse!

Vil du love mig, at du stadig vil kramme?

Dette indlæg har været længe undervejs.

For hvordan skriver jeg det, uden at skyde mig selv i foden. Uden at ekskludere mig fra alle sociale fællesskaber. Uden at gøre nogle kede af det eller utilpasse når de møder mig.

Hvordan skriver jeg det her så nuanceret, at man ikke misforstår mig, kalder mig ekstrem eller menneskehader.

Vil du ikke love mig, at du stadig ville kramme efter du har læst det?

Lad mig sige det som det er.

Jeg er så fucking træt af krammekulturen! Kram mig her og kram mig der. Vi krammer hele tiden! Og det er bare… pisse fucking irriterende. Sorry men det er det. Hvad er der galt med et godt gammeldags håndtryk, en knuckles, et vink, en high five eller bare et “hej”.

Hvorfor så vred tænker du måske? Hvorfor et helt blogindlæg om det?

Fordi jeg bliver nødt til at sætte ord på det. Sige det højt. Er det seriøst kun mig der har det sådan her?

Nej jeg hader ikke at kramme.

Jeg elsker at kramme, men jeg gider ikke at kramme 10 gange på 20 minutter, hver gang folk kommer og går. Hvis jeg møder en ven på Nørrebrogade krammer vi måske hej og når han så går 30 SEKUNDER senere skal vi kramme igen. Selv hvis jeg møder ham et par timer senere længere ned ad gaden, skal vi fandme kramme hej og farvel igen.

Eller når jeg sidder og spiser en durum og ikke lige gider at rejse mig, så får jeg det der akavede “jeg-læner-mig-lige-ind-over-bordet”-kram fordi VI SKAL KRAMME!

Eller som lige nu, hvor jeg ligger i Folketspark og skriver. Min veninde kommer tilfældigt forbi og siger hej. Stirrer forventningsfuldt på mig og venter på at jeg rejser mig og krammer. Hvis jeg bliver liggende risikerer jeg nemlig, at blive udsat for det der er endnu værre. At hun bukker sig ned og giver mig et stående-til-liggende-kram, hvor jeg får et hoved i brystkassen og to hænder på skuldrene.

Hvis du synes det er latterligt, at jeg ikke har vigtigere ting at gå op i, så er det her indlæg ikke henvendt til dig. Men er du stadig med så lad mig forklare, hvorfor man ikke bare kan lade være med at kramme.

Når man er til en fest, hvor folk kommer og går i løbet af aftenen, så skal alle kramme alle. Hvis jeg er den eneste der giver hånden bliver det pludselig mærkeligt. Hvorfor krammer du ikke?

Eller hvis din kollega smutter tidligere fra jobbet og lægger an til et kram, ville det være fuldstændig absurd at insistere på et håndtryk, når man har arbejdet sammen de sidste 3 måneder.

“Det plejede du at gøre”. Ja. Men nu har jeg mere lyst til at vinke og det betyder ikke, at jeg ikke kan li dig.

Igen. Det betyder ikke, at jeg ikke kan li dig.

Vi er ude i noget hvor jeg, hver gang jeg møder venner/bekendte, er begyndt at placere mig taktisk smart for at undgå det “overflødige” farvelkram. Bag cyklen, med hænderne i lommen, i et fake telefonopkald eller med et kropssprog der tydeligt vender væk.

Okay ikk det med et fake-opkald. Endnu. Men det er sku snart der vi er.

Jeg vil gerne kramme dig.

Jeg gider bare ikke at kramme dig hele tiden. Og jeg gider ikke at det er mig der bliver skurken for at ville give hånden en gang i mellem. Min bøn til dig er, at du for guds skyld ikke ændrer dig eller krammer mig mindre. Jeg håber blot, at du accepterer de gange jeg ikke har lyst uden at tvivle på om jeg stadig kan li dig. Hvem ved. Måske gider du heller ikke at kramme hele tiden?

Nogle vil mene at 2019 er året, hvor krænkelseskulturen har sneget sig ind på os alle og til tider nærmest virker umulig at komme udenom. Well.. Sådan har jeg det med krammekulturen.

Er jeg den eneste der har det sådan? 

Kys og kram.

Lior

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fem feministiske bøger man(d) bør læse!