Hvorfor kvinder aldrig kan gøre det rigtige

Må hvide mennesker belære brune om hvad der er rigtigt og forkert?


De sidste 12 dage er det virkelig lykkedes mig at komme ned i gear og glemme hverdagen, nu jeg befinder mig i Thailand. Med en god blanding af jungleeventyr og strandferie har jeg virkelig fået slappet af.

Mest af alt i hovedet. De få gange jeg er logget på Facebook og har læst endnu en artikel om Paludan og Ok boomer, har jeg kunnet slå det hen med “jeg er på ferie og er først tilgænglig fra d. 1/12” og det har været SÅ rart.

Tiden i Thailand har fået mig til at se mig selv en del udefra. Som den hvide falang i det brune land. Jeg ved godt det lyder dumt, da jeg nu er brun, men jeg føler mig faktisk hvid. I hvert fald i den her setting. Super dansk og med en virkelig nordisk europæisk tankegang. Modsat de russiske og egentligt også de amerikanske turister føler jeg dog, at jeg passer bedre ind her. De er enormt uhøflige og det virker lidt som om de aldrig har rejst før. Der synes jeg selv, at jeg har en helt anden respekt for landet og kulturen.

Den anden dag gik min kæreste og jeg tilfældigt forbi en elefantcamp og så faldt snakken på den måde thai’erne behandlede dyrene. De har taget dem ud af naturen, ind i fangenskab og udnytter dem nu for egen vindings skyld. Krokodiller, slanger, elefanter og aber. Det er helt tydeligt at dyrene ikke bliver behandlet godt men! Og det er her men’et kommer.

På Koh Chang er der heldigvis ingen aber i fangenskab. Der er kun frie og glade aber som dem her der har regnet turisterne ud. Det er åbenbart ikke alle der forstår skiltet “Do not feed the monkeys”.

Kan vi, vesterlændinge, tillade os at bebrejde thai‘er for at tjene til føden? Der er så mange fattige mennesker i Thailand og det er så nemt at sidde som rig hvid vesterlænding og tale om dyrenes rettigheder. Er det ikk?

Man kunne drage en parallel til jamaicansk dancehallkultur, som jeg selv har dyrket en del. De er ekstremt homofobiske i deres tekster og det er selvfølgelig dybt kritisabelt og grunden til at jeg ikke hører det i lige så høj grad i dag. Men hvem har lært dem at være homofobiske?

Var det ikke “os hvide” der medbragte kristendommen da vi havde kolonier på Jamaica? Os der pressede (læs: missionerede) kristne værdier, om bla. at homoseksualitet blev set som en synd, ned over hovedet på dem? Er det så også os der nu skal bebrejde/belære dem og komme tilbage og sige “at vi nu altså mener noget andet og vi ikke længere gider at lege”?

Jeg ved ikke hvad det vil sige at være fattig og kæmpe hver dag for at få det hele til at løbe rundt. Men jeg ved at desperate mennesker gør alt hvad de kan for at overleve.

Så hvor går grænsen for hvornår vi må blande os i andre kulturer? Hvem skal vi bebrejde for at verden ser ud som den gør? SKAL vi bebrejde nogen? Og skal vi overhovedet blande os? 

Jeg har mange spørgsmål og ingen svar men er meget interesseret i at høre hvad du tænker.

Sol, kærlighed og en lille smule soleksem her fra Koh Chang <3 vi ses d. 1. December.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvorfor kvinder aldrig kan gøre det rigtige